Der er meget på spil for den garvede fodboldtræner Roberto Mancini, som er tilbage i trænersædet på Italiens landshold.

Mancini indrømmer, at hans hold er nødt til at "tilbagevinde" fansene.

Det begynder fredag, når Italien spiller sin Nations League-premiere hjemme mod Belgien.

- Vi vil opnå det ved at føre landsholdet tilbage til, hvor det fortjener at være. Det gør vi ved at spille med entusiasme og give alt, siger Mancini ifølge AFP.

Det italienske landshold har ikke været kilde til megen begejstring hos de fodboldgale italienere de senere år.

Italienernes fravær ved VM i sommer var snarere reglen end undtagelsen.

VM-deltagelsen glippede nemlig også for de firedobbelte verdensmestre i 2022 og 2018.

Men de senere års lidelseshistorie for den stolte fodboldnation har et væsentligt lyspunkt.

Mancini, som også var landstræner fra 2018 til 2023, var hovedarkitekten, da Italien vandt EM-guld i 2021. Nu skal han forsøge igen at ramme et niveau, som harmonerer med det italienske selvbillede.

Denne gang i spidsen for et hold spækket med unge, uprøvede spillere.

- Jeg er her for at vinde, og jeg er sikker på, at vi kommer til at nyde nogle fantastiske stunder, siger landstræneren.

Selv om Mancini førte Italien til den seneste store triumf, var han ifølge italienske medier ikke førstevalg til trænersædet.

Efter afslag fra Carlo Ancelotti og Pep Guardiola faldt valget på Andrea Pirlo, som dog faldt fra efter en kontrovers angående hans rolle som ambassadør for et russisk bettingfirma.

Da valget endelig faldt på Mancini, var hans tilbagevenden ikke udelukkende præget af gensynsglæde.

Den 61-årige italieners præstationer for Italien taler for sig selv. Men hans beslutning om at fratræde som landstræner i 2023 for at tage imod et lukrativt tilbud som Saudi-Arabiens landstræner faldt ikke i god jord hos italienske fans.

Da Mancinis tilbagekomst blev annonceret i juli, offentliggjorde den Rom-baserede avis Corriere dello Sport et åbent brev, hvor landstræneren blev beskyldt for "forræderi", mens der stod, at "undskyldninger ikke er nok".

Sky Sports' italienske fodboldekspert Paolo Condo sagde desuden, at Mancinis beslutning om at "droppe landsholdet for en overdådig løncheck" skulle have været "en vej uden retur".

Mancini, som også selv har spillet i den azurblå trøje, italesatte med det samme kritikken, da han blev præsenteret som landstræner.

- Jeg er meget ked af det. Den italienske landsholdstrøje har altid været meget vigtig for mig. Det var som at miste mit livs kærlighed, sagde han.

Mancinis første landsholdstrup indikerer, at en ny æra er på vej.

Der er ni nye ansigter i truppen med 34 spillere.

- Jeg synes, at det er rigtigt at have unge spillere, så vi kan lære dem at kende. Det vigtigste er, at vi har et stærkt hold i fremtiden, siger Mancini.

Efter et belgisk besøg fredag skal Italien møde Tyrkiet to gange med en kamp mod Zinedine Zidanes Frankrig i midten.

RITZAU