Manchester United-legende bliver landstræner for Wales

Ryan Giggs, der havde en lang karriere hos Manchester United, bliver landstræner for Wales.

Læs mere
Fold sammen

Cardiff. Den walisiske fodboldlegende Ryan Giggs skal stå i spidsen for sin egen nation som landstræner.

Således skriver nyhedsbureauet Reuters, at Giggs mandag blev udpeget som ny landsholdschef.

Den 44-årige Giggs overtager sædet efter Chris Coleman, der ikke formåede at kvalificere Wales til sommerens VM i Rusland.

Coleman bestred posten i fem år og havde EM-semifinalen i 2016 som det absolutte højdepunkt.

Giggs nåede ikke selv at repræsentere Wales ved en slutrunde i sin periode som landsholdsspiller fra 1991 til 2007.

Derimod spillede han et hav af store kampe for Manchester United, hvor han var en stor stjerne fra 1990 til 2014.

Siden har han været en af del trænerteamet i United blandt andet som assistent for hollænderen Louis van Gaal.

/ritzau/