Manchester United-fans affyrer lysblus mod direktørs bolig

Hætteklædte Manchester United-tilhængere begik tirsdag hærværk mod den udskældte direktør Ed Woodwards hjem.

Ifølge mange tilhængere af Manchester United bør Ed Woodward (i midten) fjernes som direktør for klubben. Tirsdag troppede en gruppe fans op foran hans private bolig og affyrede lysblus mod ejendommen. (Arkivfoto) Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Manchester. En gruppe tilhængere af den engelske fodboldklub Manchester United har tirsdag aften begået hærværk mod den omstridte klubdirektør Ed Woodwards private bolig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En video lagt ud på sociale medier viser en gruppe på omkring 20 hætteklædte personer samle sig foran huset i Cheshire og råbe trusler mod Woodward.

Da det ikke lykkedes dem at komme ind på det private område, sprayede de rød maling på ejendommens port og affyrede lysblus mod huset, skriver avisen The Sun.

Videoen, som sandsynligvis er offentliggjort af de involverede, bærer teksten "Ed Woodward skal dø". Tilsvarende trusler har kunnet høres fra visse tilhængere under Manchester Uniteds kampe den seneste tid.

Hverken den 48-årige Ed Woodward eller hans hustru og parrets to børn befandt sig ifølge britiske medier i boligen, da hændelsen fandt sted.

Manchester United fordømmer i en udtalelse hændelsen. Klubben udtaler, at enhver, som bliver fundet skyldig i at have deltaget i hærværket, vil blive udelukket for livstid af klubben.

En person, som var del af gruppen, siger til The Sun, at "Woodward har været en katastrofe som direktør og skal forlade klubben".

- Masser af mennesker har sagt det, men han lader ikke til at høre efter, siger den anonyme kilde og tilføjer, at "vi vil ikke bare lade stå til, mens vores klub bliver ruineret".

Manchester United er nummer fem i Premier League og 33 point efter Liverpool på førstepladsen. Woodward er af mange tilhængere gjort til syndebuk for holdets manglende succes.

Politiet i Manchester efterforsker tirsdagens hændelse.

/ritzau/