Manchester United er nu kun to point fra fjerdepladsen

Manager Ole Gunnar Solskjær førte Manchester United til en ny sejr via 1-0 ude over Leicester.

Marcus Rashford sikrede Manchester United udesejren mod Leicester. Eddie Keogh/Reuters Fold sammen
Læs mere

Leicester. Ti kampe, ni sejre og én uafgjort. Ole Gunnar Solskjær fortsætter med at ride på bølgen som ny manager i Manchester United.

Søndag vandt hans genopstandne mandskab med 1-0 ude over Leicester og nåede dermed op på 48 point - blot to point fra den vigtige fjerdeplads i Premier League.

Manchester United viste farlighed fra start, og efter fire minutter headede en helt fri Marcus Rashford over mål fra sin position i det lille felt.

Efter ni minutter svigtede Rashford dog ikke.

Paul Pogba opfangede en fejlaflevering fra Leicester-backen Ricardo Pereira og løftede smukt bolden ind til Rashford, som tæmmede den og alene med Kasper Schmeichel sparkede den sikkert i nettet.

Leicester forsøgte at komme tilbage mod det ikke specielt velspillende United-mandskab, men Leicester-afslutningerne manglede bid, indtil indskiftede Rachid Ghezzal i det 77. minut sendte et frispark fra distancen i direkte kurs mod målhjørnet, og målmand David De Gea kom flyvende med en frelsende næve.

Ni minutter før tid fik Jonny Evans en stor mulighed i United-feltet, men han sparkede forbi bolden.

Romelu Lukaku kunne have lukket og slukket kort efter, men Schmeichel kom godt ned til skuddet.

Leicester har siden juletid besejret både Chelsea og Manchester City og hentet uafgjort ude mod topholdet, Liverpool.

Til gengæld er det gået skidt med de mindre hold med nederlag til blandt andre Cardiff, Newport (FA Cup) og Southampton.

Som sådan har Schmeichel og mandskab nu ikke vundet siden 1. januar.

Omvendt havde Manchester United ikke tabt, siden Ole Gunnar Solskjær afløste José Mourinho som manager.

Efter otte sejre i træk - seks i ligaen og to i FA Cuppen - tabte United point for første gang i ligaen, da det tirsdag blev til 2-2 hjemme mod Burnley.

/ritzau/