Manchester City jagter tre på stribe

Der er dømt klassisk lokalopgør i eftermiddag, når Manchesters ærkerivaler City og United tørner sammen på City of Manchester Stadium. I forhold til tidligere er rollerne som David og Goliath dog byttet om. City er topholdet efter seks point i to kampe, mens United stadig leder efter sæsonens første sejr.

Navnet Schmeichel var i mange år tæt forbundet til byen Manchester, da Store Peter vogtede målet for United. Nu er der igen en Schmeichel i målet i Manchester. Denne gang i City, og nu bæres navnet af Kasper (foto), søn af Peter. Kasper Schmeichel har vogtet Citys mål i sæsonens to første kampe, og danskeren håber på en ny chance i dag mod fars gamle klub. Foto: Alessia Pierdomenico Fold sammen
Læs mere

Manchester City med Sven-Göran Eriksson på trænerbænken har fået en noget bedre start på Premier League end Manchester United. Maximum point i to kampe vidner om, at den svenske manager må have gjort noget rigtig, da han sammesatte sin nye trup. Hele ni nyinkøbte spillere fra hele verden; Brasilien, Bulgarien, Australien for nu at nævne et par stykker, er hvad Eriksson indtil videre har styrket Manchester City-mandskabet med.

Manager hos United Sir Alex Ferguson har udtalt, at Manchester City meget vel kan gå hen og blive det nye Chelsea, efter den thailandske rigmand Thaksin Shinawatra har købt klubben. Ligesom Chelseas rigmand Roman Abramovic har City benyttet sig af det stærke økonomiske bagland til at opgradere holdet med nye, stærke profiler.

Manchester City har allerede brugt i omegnen af 440 millioner på transfermarkedet og med fuld pointhøst og en topplacering før weekendens spillerunde ser det ud til at, at pengene er givet godt ud. Sven-Göran Eriksson har udtalt til pressen, at han, inden transfervinduet lukkes i den 31. august, satser på at hente yderligere et par spillere hjem, denne gang fra Italien.

To rivaler mødes
Mødet mellem City og United er også mødet mellem to gamle rivaler. Da Sven-Göran Eriksson var træner for det engelske landshold, kom til flere skænderier mellem de to trænere. Eriksson krævede nemlig, at Uniteds stjernespillere stod til fri disposition, når der skulle spilles venskabskampe, en beslutning som Alex Ferguson ikke var lige begejstret for.

Efter sigende har de to personligheder dog begravet stidsøksen, og Sven-Göran Eriksson har efter eget udsagn ingen problemer med sin adelige kollega i United.

»Der er ingen problemer mellem mig og Alex Ferguson. Vi har været uenige omkring Manchester United og landsholdet - specielt omkring venskabskampe - men vi har også haft mange middage sammen, så der er ingen personlige problemer,« siger Eriksson.

Uvished om Schmeichel
Om Citys danske målmand Kasper Schmeichel starter inde mod Manchester United i eftermiddag er endnu ikke afgjort. I torsdags meldte Sven-Göran Eriksson ellers ud, at hvis den unge dansker fortsatte sit gode spil, var der ingen grund til at finde en erstatning til at vikariere for den skadede Andreas Isaksson. Den svenske manager har sagt, at han er meget imponeret over danskeren og hans indsats i de to kampe, hvor han har holdt buret rent for Manchester City. Eriksson har dog også sagt, at danskeren mangler rutine, så selvom han roser den unge Schmeichels talent, så er det ikke sikkert, at danskeren får lov at starte inde i den store kamp mod Manchester United.

Skader plager United
Manchester United stiller op mod hjemmeholdet uden Cristiano Ronaldo, der blev vist ud i kampen mod Portsmouth i onsdags. United må også undvære Ole Gunnar Solskjær og Wayne Rooney, som begge er skadede. Rooney brækkede en knogle i sin fod i sidste uge og risikerer en fodboldpause på to måneder.

Den nyindkøbte stjernespiller Carloz Tevez fik sin debut i kampen mod Portsmouth, men det lykkedes ham ikke at score. Alex Ferguson var alligevel imponeret over argentinerens indsats i kampen, og han har udtalt til britiske medier, at han håber, at han er klar til spille mod Manchester City.

Ferguson mener ikke, at de to uafgjorde resultater i Premier League giver anledning til panik:

»Vi taber point, og det er skuffende og frustrerende, fordi vi har spillet godt. Det vigtigste i øjeblikket er at være tålmodige, så skal resultaterne nok komme,« siger han.

Alex Fergusons besindighed bunder måske i, at han har været i situationen før. Sidst var i sæsonen 1998-99, hvor Manchester United som i år begyndte sæsonen skidt med to uafgjorte kampe i træk. Dengang fik United kæmpet sig tilbage og sluttede sæsonen med stor succes. Holdet vandt - i øvrigt med Peter Schmeichel på mål - både det engelske mesterskab, den »store« pokalfinale FA Cuppen og ikke mindst Champions League-finalen efter en forrygende finish mod Bayern München. Om denne sæsons dårlige start varsler en gentagelse af succesen fra dengang vil vise sig.