Manchester City bruger halv milliard på ny forsvarskæmpe

Aymeric Laporte skifter Athletic Bilbao ud med Manchester City. Indkøbet koster angiveligt 57 millioner pund.

Aymeric Laporte skifter fra Athletic Bilbao til Manchester United. Fold sammen
Læs mere
Foto: NICOLAS TUCAT

Manchester. Manchester City ligger på trods af en næsten perfekt sæson og status som klart tophold i Premier League ikke på den lade side i transfervinduet.

Tirsdag har klubben efter flere ugers medieflirt skrevet kontrakt med den franske forsvarsspiller Aymeric Laporte fra Athletic Bilbao.

Ifølge avisen Daily Mail koster den venstrebenede ankermand 57 millioner pund, hvilket svarer til cirka 482 millioner kroner.

23-årige Laporte har fået en kontrakt, der løber frem til 2023, oplyser Manchester City.

- Jeg er meget glad for at være her. City er en klub med store ambitioner, og det er et af de bedste hold i Europa. Jeg ser meget frem til at arbejde under Josep Guardiola, og jeg vil gøre alt for at hjælpe klubben til succes, siger Laporte.

Manchester City beskriver Aymeric Laporte som en fysisk stærk og boldspillende central forsvarsspiller.

Aymeric Laporte har ikke repræsenteret Frankrig på A-landsholdsniveau.

/ritzau/