Malisse gik hele vejen

Xavier Malisse gav sig selv den bedst tænkelige optakt til årets første Grand Slam-turnering, Australian Open, da han vandt Chennai Open med en overbevisende finalesejr på 6-1, 6-3 over østrigeren Stefan Koubek.

Det var belgierens blot anden titel i karrieren. Den første faldt, da han vandt turneringen i Delray Beach i 2005.

Den tredjeseedede belgier, der i semifinalen havde gjort det af med muskelbundtet Rafael Nadal, var igen i finalen helt dominerende og skulle kun bruge 61 minutter på at pakke østrigeren sammen.

»Det er en drømmestart på sæsonen. Jeg håber, jeg kan gentage det hver uge. Hvis jeg kan fortsætte med at spille på denne måde, kan jeg få et rigtigt godt år," sagde den 26-årige, der forklarede, at han havde tanket masser af selvtillid med sejren over Nadal.

I finalen satte han sig straks fra kampens start på sin modstander og tillod ham aldrig for alvor at komme i gang.

»Jeg servede godt på vigtige point. Hele denne uge har været positiv, og jeg håber, at jeg kan føre det videre til Australian Open i næste uge,« sagde Malisse, der i den forgangne uge var nummer 37 i verden, men som med offentliggørelsen af den nye verdensrangliste kan se frem til yderligere avancement.