Magnussen sætter 16.-bedste tid i regnvåd træning i USA

Vejrguderne drillede på Circuit of The Americas-banen under fredagens første frie træning.

Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet havde vandstænk som følgesvende under den første frie træning i USA. Mark Thompson/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Regnen indtog en hovedrolle, da den første frie træning op til Formel 1-grandprixet i USA blev afviklet fredag.

Under de våde forhold nåede Kevin Magnussen ud på 15 omgange i sin Haas-racer.

Hans bedste tid lød på beskedne 1.51,614 minutter. Det var den blot 16.-bedste tid i den første træning.

Danskerens teamkollega, Romain Grosjean, kørte i 1.50,821 og nåede en ottendeplads.

Hurtigst af alle var Lewis Hamilton i Mercedes med tiden 1.47,502 minutter foran teamkollega Valtteri Bottas.

Den første del af træningen måtte køres på regnvejrsdæk, fordi der var stående vand på Circuit of The Americas-banen. Det betød, at få kørere begav sig ud på mere end én tur på den 5513 meter lange rundstrækning.

Senere kom de såkaldte intermediate-dæk i spil. De bruges ved lettere vandpåvirkning. Og med dem kom der fart i bilerne og trafik på banen.

/ritzau/