Magnussen kritiserer dækkene efter middelmådig tid i Mexico

Kevin Magnussen var 12.-hurtigst ved fredagens træning forud for søndagens grandprix i Mexico.

Kevin Magnussens bedste tid på banen i Mexico lød på 1 minut og 19,013 sekunder. Pedro Pardo/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mexico City. Kevin Magnussen peger på dækkene som årsag til, at det blot blev til en tid i den nederste halvdel i feltet efter fredagens træning ved det mexicanske grandprix i Mexico City.

Ved fredagens første træning leverede den danske Formel 1-kører hos Haas en tid, der rakte til en 12.-plads, mens det ved den anden træning blev til en tid som 17.-bedst.

- Vores dæk har ikke fungeret, og det har været koldt. Det er ret svært, men det er svært for alle, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside.

- Vi har ikke været hurtige, men midterfeltet er tæt. Det vil ikke kræve meget at komme tilbage i midten.

Danskerens bedste tid på banen lød på 1 minut og 19,013 sekunder.

Holdkammerat Romain Grosjeans tid i den første træning blev 1 minut og 19,850 sekunder og rakte til en plads som nummer 18. Ved anden træning var Grosjean 15.-hurtigst.

Magnussen glæder sig til at kigge på, hvilken strategi Haas skal lægge ved grandprixet, der køres i 2285 meters højde.

- Det er en unik bane med lav downforce og tynd luft. Der er meget slid på dækkene.

- Der er mange strategiske ting at kigge på. Det er ikke bare en åbenlys strategi med et pitstop, siger Magnussen.

Haas' teamchef, Günther Steiner, erkender, at Mexicos grandprix ikke ligger godt til holdets biler.

- Vi ved godt, at Mexico ikke er vores stærkeste side på grund af vores manglende downforce. Den mærker man endnu mere her på grund af højden.

- Det var ikke så slemt, og vi skal bare blive ved med at arbejde hårdt, siger Steiner til Haas' hjemmeside.

Kevin Magnussen ligger nummer 16 i VM-stillingen med 20 point foran Romain Grosjean, der har hentet 8 point.

Kevin Magnussen kører i Mexico sit Formel 1-grandprix nummer 100 i karrieren.

Ved første træning tilhørte den bedste tid Lewis Hamilton (Mercedes) med 1 minut og 17,327 sekunder, mens Sebastian Vettel (Ferrari) var bedst i anden træning med 1 minut og 16,607 sekunder.

Lewis Hamilton sikrer sig titlen som verdensmester for sjette gang i karrieren, hvis han scorer 14 point mere end holdkammerat Valtteri Bottas i Mexico.

/ritzau/