Magnussen: Haas skal være fjerdebedste bil i hvert løb

Kevin Magnussen mener, at Haas i alle løb skal lægge sig lige bag de tre bedste teams i Formel 1.

Kevin Magnussen sluttede som nummer seks i søndagens grandprix i Barcelona. Reuters/Albert Gea
Læs mere
Fold sammen

Den danske racerkører Kevin Magnussen kørte søndag en sjetteplads i hus i grandprixet i Barcelona, hvor Haas-teamet fik vist stor hurtighed i hele weekenden.

Eneste malurt i bægeret for holdet var, at holdets anden kører, Romain Grosjean, måtte udgå.

Det ødelagde dog ikke helhedsindtrykket ifølge Magnussen, da Haas viste sig at være bedst bortset fra de tre dominerende teams Mercedes, Ferrari og Red Bull.

»Det er i det lag, vi skal kæmpe. Denne weekend har været meget stærk. Vi har haft den fjerdebedste bil, og jeg mener, at vi bør ligge deromkring hver weekend«, siger Magnussen til Formel 1's officielle hjemmeside.

»Vi skal sørge for at komme i pointene, så det var godt at komme det i denne weekend. Forhåbentlig kan det fortsætte. Holdet har været fantastisk, så vi ved, at vi kan gøre det.«

»Jeg har en god bil, så det hjælper med at bygge på momentum. I denne weekend var vi i vores egen liga, hvor kun top-tre-holdene var foran os«, lyder det fra danskeren.

Han henviser til det store forspring, han havde til de nærmeste konkurrenter til sjettepladsen.

Magnussen har nu scoret 19 point i denne sæson, mens franske Grosjean endnu ikke er på tavlen.

Haas' 19 point rækker nu til en sjetteplads i konstruktørernes VM-stilling.

Sæsonens næste grandprix køres i Monaco 27. maj.

/ritzau/