Magnussen får ikke køretid i årets første Formel 1-test

Foto: STEVEN TEE - MCLAREN-HONDA

Kevin Magnussens spinkle håb om et par træningsomgange i forårets første test er nu definitivt slukket, meddeler danskerens team McLaren.

Den 22-årige racerkører er ikke en del af McLarens testplaner, når det engelske team for første gang i år sender deres nye Formel 1-racer på asfalt ved sæsonens indledende test på den spanske racerbane i Jerez.

Det oplyser McLaren via teamets Twitter-profil.

Her fremgår det, at spanske Fernando Alonso sætter sig i bilen på første og tredje dag af den i alt fire dage lange test. De to øvrige dage sidder engelske Jenson Button i bilen.

Testdagene i Jerez foregår fra 1. til 4. februar og markerer som altid begyndelsen på Formel 1-sæsonen, og det er samtidig der, alle interesserede får et lille glimt af, hvem man måske skal regne med, når den officielle start på løbskalenderen går 15. marts i Australien.

At Kevin Magnussen ikke får tid i McLarens racer er ingen overraskelse, og så sent som forrige onsdag fortalte han ved Dansk Motorsport Award, at han heller ikke selv forventede at deltage i testen på den spanske bane.

Forskellen fra at være fast mand i McLarens Formel 1-racer og nu teamets reservekører er til at tage at føle på for Kevin Magnussen. For bare et år siden henrykkede den unge dansker nemlig alle i Jerez, da han i sin første tur i bilen hamrede testens hurtigste tid af foran alle de andre stjerner i feltet.

Det kom bag på samtlige kørere og folk i pitten samt journalisterne i mediecentret, men siden viste McLaren og Kevin Magnussen, at de ikke kunne holde farten over en hel sæson.