Joakim Mæhle har allerede taget hele fodboldverden med storm.
Og lørdag aften smed den danske landsholdsback endnu mere brænde på det rød-hvide bål, da han serverede en fænomenal assist til Danmarks 2-0-scoring mod Tjekkiet.
En assist, der efterfølgende er gået viralt og storroses verden over.
B.T. har samlet en række reaktioner på Atalanta-stjernens overlegne indlæg til Kasper Dolberg herunder:

Eksempelvis skriver det engelske medie Daily Mail, at den danske stjerne har været én af EM's bedste spillere
»Sammen med Spinazzola fra Italien har Mæhle været fantastisk. Han har scoret i de sidste par kampe, men den aflevering er muligvis den bedste i hele turneringen,« lyder det fra Arsenal-legenden Ian Wright.
Også det internationale sportsmedie ITV Football har svært ved at tro den assist, som danskeren smed ind i panden på sin holdkammerat med ydersiden.
'Joakim Mæhle, det dér er jo vanvittigt. Vis os en bedre assist ved EM – vi venter,' står der i et opslag på Twitter.

På den anden side af Atlanten har USA da også bemærket den danske succes, som lige nu hersker i Fodboldeuropa.
'Denne Mæhle-aflevering var jo bare PERFEKTION,' skriver det amerikansk-baserede medie Bleacher Report.
Tilbage i Storbritannien gjorde BBC Sport da også sine mange læsere opmærksomme på den danske vidunderaflevering.
'Lad os lige tage et øjeblik og hylde denne aflevering fra Joakim Mæhle,' skriver mediet på Twitter.
Danmark vandt lørdag aften med 2-1 over Tjekkiet i en dramatisk kvartfinale i Baku. Dermed skal danskerne onsdag spille semifinale på Wembley.