Hele forårssæsonen blev meldt i fare, da Mads Pedersen 4. februar styrtede og brækkede både håndled og kraveben på sæsonens allerførste løbsdag.
Og selv om bulletinerne fra Pedersen undervejs har været positive, kom det som noget af en overraskelse, da Lidl-Trek meddelte, at den 30-årige stjernerytter lørdag er til start i monumentet Milano-Sanremo.
Det kommer også bag på Pedersen selv.
- Jeg er lidt overrasket. Det forventede jeg ikke, da jeg lå på vejen for seks uger siden, og lægen fortalte mig, at jeg først ville være tilbage efter 10-12 uger.
- Det hele er gået rigtig godt. Jeg har ingen smerter, og vores holdlæge har været ret hård ved mig. Jeg har skullet være i stand til køre sikkert på cyklen, før jeg fik lov at køre ud på vejene.
- Kravebenet er let at reparere. Der skal sættes en plade ind, og så er man klar til at køre, lyder det fra Mads Pedersen i en optagelse fra Lidl-Trek.
Holdledelsen havde oprindelig valgt en Milano-Sanremo-trup uden Pedersen, men så blev Lidl-Trek ramt af endnu et af de mange uheld, der har regnet ned over holdet i sæsonens indledning.
- Da Johnny (Jonathan Milan, red.) blev syg, var der en plads ledig, og hverken jeg eller holdet har noget at tabe lige nu. Så hvorfor ikke prøve, og se hvordan det går, siger Mads Pedersen.
Han er ikke overraskende i tvivl om, hvordan kampformen er. Milano-Sanremo er med sine 298 kilometer det længste løb på World Tour-kalenderen.
- Der er gået mange måneder nu uden cykelløb, og jeg er nødt til at finde rytmen, hvis jeg skal præstere i klassikerne. Jeg kan ikke selv sige, hvordan min form er. Der er forskel på træning og løb.
- En sejr ville være en stor overraskelse. Men jeg går ikke i seng uden troen på, at jeg kan lave et godt resultat, siger Mads Pedersen.
Han får selskab af hele 11 landsmænd på startstregen i Pavia lørdag formiddag. To af dem er holdkammeraterne Søren Kragh Andersen og Mathias Norsgaard.
/ritzau/
