De første dage af Tour de France er altid hektiske, men sjældent har en 1. etape i Tour de France været så martret af styrt som i dag.
Voldsomme regnbyger gjorde vejene ved Nice spejlglatte, og det var nærmere reglen end undtagelsen, at rytterne kom i mål med iturevne dragter og flænger i huden. Den slags lader den norske traditionalist Alexander Kristoff sig ikke kue af, om end han nød godt af etapens udvikling. For når den foretrukne træningsmetode er lange sessioner i sadlen, uagtet vejret, giver det mening, at UAE-sprinteren uden hjælp fra holdet fandt det rette hjul, skød frem i vejens højre side og strøg først over stregen.
Umiddelbart efter kom danske Mads Pedersen i verdensmesterskabstrøjen, og han vil ærgre sig voldsomt over ikke at have givet sig selv et bedre udgangspunkt for spurten, for i topfart virkede han mindst på linje med Kristoff.
Helt ekstraordinært blev det mod slutningen af etapen meddelt, at tidstagningen ville ske med tre kilometer til målstregen, og især franske Thibaut Pinot vil prise sig lykkelig for den beslutning, eftersom han var det mest prominente navn i den kæmpe bunke af ryttere, der hamrede i asfalten, netop som feltet krydsede den linje, der afgjorde tidstagningen.
Groupama-FJD-kaptajnen så dog alt andet end tilfreds ud med tingenes tilstand, da han trillede i mål efter en dag, hvor de mange styrt til sidst blev så talrige, at Jumbo-Visma-holdet viste, at man har tænkt sig at indtage chefens rolle ved ganske enkelt at gennemtrumfe en neutralisering af etapens teknisk vanskelige midtersektion.
Det virkede fornuftigt, for ingen havde interesse i at se planer smuldre som følge af skader og uoprettelige tidstab så tidligt i løbet, men det var alligevel et stilstudie i, hvordan selvopfattelsen har ændret sig i feltet. Væk var Ineos, der har ejet Touren i årevis, og for det engelske hold må det især være bekymrende, at Pavel Sivakov styrtede så voldsomt, at han ikke virker som en joker længere.
Næste etape
Alexander Kristoff er altså første mand i gult, men det kan meget vel blive en kort fornøjelse
Således venter der søndag over 4.000 højdemeter fordelt på de 186 km, ligeledes med start og mål i Nice. Hvor Tour de France ofte kan klandres for at tilgodese sprinterne i løbets første uge, er det på ingen måde tilfældet denne gang.
Naturligvis er der en god omgang topografiske forklaringer på den gængse rutetegning. Tour de France kaldes i hjemlandet også la grande boucle – den store løkke – for at symbolisere, at man når hele landet rundt.
I år er den løkke noget afkortet og feltet når kun nord for landets midte på de to sidste etaper: den traditionelle paradekørsel ind til Paris med det afsluttende væddeløb på Champs Elysées og dagen før, hvor løbets eneste enkeltstart på 36 km afvikles – endda med afslutning på nyklassikeren La Planche des Belles Filles, en led stigning over seks kilometer.
Langt hovedparten af etaperne afvikles i bjergrigt eller i det mindste kuperet terræn, hvor især det af rytterne så frygtede Massiv Central har fået prominent plads.
Om en rute passer til en specifik rytter, er mest af alt en akademisk diskussion, hvilket dog ikke afholder cykelinteresserede i at deltage i den. Ofte bliver Christian Prudhomme beskyldt for at forsøge at favorisere de største hjemlige profiler, hvilket dog ikke har kastet synderligt store resultater af sig – for det er i sagens natur umuligt at tegne sig til en Tour-sejr. Benene skal være der, uagtet rutens beskaffenhed.
Tålmodighed
Men det kan dog med tyngde postuleres, at 2020-ruten tilgodeser klatrerne, mens sprinterne må væbne sig med tålmodighed til de få etaper, der tilgodeser dem. Fraværet af de lange tonserenkeltstarter, en tendens der er blevet stadig mere tydelig i de senere år, er på papiret til fordel for de rendyrkede bjergryttere, men hvad gør det, hvis man mestrer alle discipliner, som eksempelvis Primoz Roglic fra Jumbo-Visma.
Den kuperede rute i år vil animere til angreb fra mange sider. En del etaper er selvskrevne til udbrud og med en holdstørrelse på bare otte ryttere, få sprintermandskaber, der vil knokle sig halvt ihjel for at holde feltet samlet og favoritter, der ikke nødvendigvis har travlt med at skaffe sig den gule trøje, får Christian Prudhomme sikkert held med at animere et løb, hvor der vil være stor udskiftning blandt dem, der kan lade sig hylde som løbets førende rytter.
Sidste år var det først på næstsidste bjergetape, Egan Bernal fra Ineos-Grenadier flåede le maillot jaune af overraskelsen Julian Alaphilippe. En lignende udvikling kan meget vel være tilfældet i år.
Og det vil med sikkerhed være en overraskelse, hvis norske Alexander Kristoff igen i morgen kan lade sig hylde som løbets førende rytter.
