Mads Pedersen får travlt i weekenden.

Den danske cykelstjerne skal søndag køre EM i landsholdstrikoten, men det bliver uden forberedelsesdage i Sloveniens hovedstad, som lægger veje til mesterskabet.

Lørdag skal Mads Pedersen nemlig køre 190,7 kilometer for sit hold, Lidl-Trek, når endagsløbet Sparkassen Münsterland Giro løber af stablen i Tyskland, cirka 1000 kilometer fra Ljubljana.

Det fik cykelmediet Feltet tidligere onsdag bekræftet af Lidl-Trek, og landstræner Michael Mørkøv bekræfter over for Ritzau.

- Det er et vilkår, og det må vi bare indordne os efter, siger landstræner Michael Mørkøv, som dog tager den optimistiske hat på.

- Heldigvis er Mads en rytter, der ofte har brug for at træne rigtig hårdt i dagene op til store konkurrencer, så derfor er jeg ret fortrøstningsfuld i forhold til, at Münsterland i virkeligheden bare er en god forberedelse til EM, siger landstræneren.

Frem mod store løb er det ikke ualmindeligt, at rytterne besigtiger ruten i dagene op til. Men det får Mads Pedersen ikke mulighed for.

- Det betyder ikke det store. Vi har heldigvis været nede at se ruten og lavet en film med den, så det er muligt at observere den på den måde, siger Michael Mørkøv.

Ikke desto mindre medgiver Michael Mørkøv, at han gerne havde set, at Mads Pedersen var sammen med resten af EM-truppen før søndagens mesterskab.

- Jeg ville selvfølgelig gerne have holdet samlet. Der er jo også et socialt aspekt i det. Jeg ved, at Mads også gerne ville være med, men det er vilkåret, når EM ligger på en ikke beskyttet dato.

- Jeg er bare glad for, at Mads har velvilligheden til at køre og ikke bare holder sig til sit holds aktiviteter, siger Michael Mørkøv.

Landstræneren fortæller, at der som udgangspunkt ikke er andre i EM-truppen, der skal køre det tyske endagsløb.

Sidste år var Mads Pedersen også tilmeldt både Sparkassen Münsterland Giro og EM. Da var der mulighed for en hviledag mellem de to løb. Det endte dog med, at Mads Pedersen blev syg og meldte afbud til begge løb.

Mads Pedersen er kaptajn på det danske landshold, som skal køre om EM-guld på en 196,3 kilometer lang rute i Slovenien.

RITZAU