45 dage efter Mads Pedersen i februar styrtede i Spanien og brækkede håndled og kraveben, kørte han en fjerdeplads hjem i årets første monument, Milano-Sanremo.

Søndag står han så på startstregen til Flandern Rundt efter et comeback, der har trukket tænder ud og krævet en hel del timer på en hometrainer frem for på landevejen.

- Jeg er stolt af processen og arbejdsmoralen, jeg har lagt i det, og at jeg ikke har givet op på noget tidspunkt. Jeg kunne lige så godt have smidt håndklædet i ringen, da jeg kom ud af operationsstuen, vågnede og fik at vide, at det tog 10 til 12 uger, før jeg kunne være tilbage, siger den danske cykelprofil til TV 2 Sport.

I comebacket i Milano-Sanremo kørte han en imponerende fjerdeplads hjem, og siden har fokus været på at stå skarpest muligt til søndagens Flandern Rundt og Paris-Roubaix om en uge.

- Jeg har lært at acceptere mange situationer i det forår her og at tage tingene dag for dag, nærmest time for time, for at tage beslutninger om, hvor lang tid vi kunne træne, hvad jeg kunne holde til og så videre. Det bliver samme tilgang, der skal bruges søndag.

- Jeg ved, at det bliver svært, men der er intet, der er umuligt. Jeg tror stadig, at et topresultat bestemt er muligt, siger Lidl-Trek-profilen til TV 2 Sport.

Selv om eksperter mener, at det franske monument, Paris-Roubaix, passer bedre til Mads Pedersen, er det i Flandern Rundt, at han hidtil har de bedste resultater.

To gange er den tidligere landevejsverdensmester blevet nummer to på de belgiske brosten. Senest i fjor.

/ritzau/