Mads Øland kalder svømmesag den største skandale i Danmark

DEF-direktør Mads Øland forventer, at en ny direktør vil forbedre forholdet mellem svømmerne og unionen.

- Jeg tror ikke på, at der kan findes noget, der er så forkert og skævt, siger Mads Øland om en rapport om forholdene for danske svømmere. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sagen om de kritisable forhold for svømmere på seniorlandsholdet fra 2003 til 2013 og på juniorlandsholdet fra 2006 til 2014 er en historisk stor skandale.

Det mener Mads Øland, der er direktør for Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF), som de nuværende elitesvømmere er en del af.

»Nu er jeg jo belastet af, at jeg har snakket med rigtig mange svømmere i miljøet. Så jeg vidste godt, hvor det bar hen.«

»Men det her er en grundig juridisk rapport, der dokumenterer, at det er den største skandale i dansk elitesport gennem tiderne. Jeg tror ikke på, at der kan findes noget, der er så forkert og skævt,« siger direktøren.

Rapporten, som Øland refererer til, er udarbejdet af Kammeradvokaten og består af 230 siders skarp kritik af særligt Dansk Svømmeunion, men også Team Danmark.

De to organisationer har ikke levet op til deres ansvar i perioden, hvor danske elitesvømmere var underlagt barske træningsmetoder under landstrænerne Mark Regan og Paulus Wildeboer.

Undersøgelsen beskriver en hård kultur, hvor svømmerne i strid med retningslinjerne blandt andet blev vejet foran hinanden.

Det kom også frem i en DR-dokumentar i foråret 2019, hvorefter undersøgelsen iværksat.

Efter at sagen kom frem, har flere profiler forladt Det Nationale Træningscenter (NTC), og svømmerne erklærede i sommer i en fælles besked deres mistillid til ledelsen i Dansk Svømmeunion, efter at trænerne Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen sagde deres stillinger op på grund af uenigheder med unionen.

Mads Øland mener dog, at det vil forbedre forholdet, at Dansk Svømmeunion har stoppet samarbejdet med Pia Holmen Christensen og nu skal finde en ny direktør.

»Helt op til i dag har der været en kæmpe tillidskrise mellem svømmerne og ledelsen i Dansk Svømmeunion. Men nu er man så ved at skifte sin direktør. Jeg tror, at det vil hjælpe med det samme.«

»Det er ikke nok, men det er en start. Så kommer der en ny direktør, som vil samle op på det og sætte sit hold og sine regler og arbejde med det,« siger han.

Øland mener, at landsholdet er »splittet til atomer«.

»Hver svømmer kæmper sin kamp for at komme til OL. Jeg ved ud fra samtaler med dem, at det er en sindssygt frustrerende situation,« siger han.

Lars Jørgensen, bestyrelsesformand i Dansk Svømmeunion, kan ikke genkende Mads Ølands beskrivelse af et splittet landshold.

»Det vil jeg ikke mene. Jeg vil ikke kommentere yderligere på det. Jeg har et indtryk af, at de svømmere, der er på landsholdet på NTC, er glade, og det er det, jeg hæfter mig med.«

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad svømmeunionen går efter i en ny direktør.

»Der er vi slet ikke endnu. Det skal selvfølgelig være en direktør, som har de samme værdier, som vi lægger vægt på.«

»Vi så det første udkast til rapporten tirsdag aften. Siden har vi haft travlt med dels at få kigget på tingene - det er en lang rapport - og dels at drage konklusionerne i bestyrelsen. Det er det, der er sket nu,« siger han.

Pia Holmen Christensen har været direktør i unionen siden 2001.

/ritzau/