Mads Larsen er tilbage i ringen.

Mads Larsen snød Hans Henrik Palm og skrev under med tysk promotor.

Mads Larsen har skrevet kontrakt med den tyske storpromotor og manager Wilfried Sauerland. Den 33-årige dansker skal efter planen tilbage i bokseringen i løbet af marts eller april. Dermed ser det ud til, at en af dansk boksnings store navne endelig er ved at få karrieren på ret køl efter en langvarig strid med sin tidligere manager, Mogens Palle. En strid, der har holdet Larsen ude af bokseringen siden den 4. oktober 2003, hvor han vandt EM-titlen i supermellemvægt fra Danilo Häussler.

»Jeg har holdt min form ved lige de seneste tre år, så jeg er i rimelig god forfatning. Nu mangler jeg bare noget sparring, så er jeg klar til kamp,« fortæller Mads Larsen, som for et år siden indgik forlig i retten med Mogens Palle og kom fri af sin daværende kontrakt.

Mads Larsens udtalelser fra Berlin kommer noget overraskende for promotor Hans Henrik Palm, som havde håbet på at kunne præsentere Mads Larsen ved det stort anlagte Mikkel Kessler-stævne i Parken den 24. marts. Palm havde været i kontakt med Mads Larsen, men fik i går via en sms at vide, at et planlagt møde i næste uge var aflyst.

»Når Mads nu er Sauerland-bokser, kan jeg ikke forestille mig, at han skal bokse i Parken,« siger Hans Henrik Palm, som lejer boksere hos Stald Palle til sit stævne i Parken.

Mads Larsen får Ulli Wegner som træner. Wegner er en af Tysklands største trænere gennem tiden og var sidst i Danmark som Markus Beyers træner, da denne tabte til Mikkel Kessler i oktober.

»Ulli Wegner er en dygtig træner. Jeg kender ham fra min kamp mod Sven Ottke (som Larsen tabte, red.). Jeg kan lære meget fra ham,« siger Mads Larsen.