Mads Davidsen kalder FCN-valg for perfekt: 'Han åbnede mine øjne'

Et valg, der næsten ikke kunne være mere oplagt.

Nogenlunde sådan beskriver Mads Davidsen, tidligere fodbolddirektør i den asiatiske storklub Shanghai SIPG FC og nu ejer af Optima Football, valget af Flemming Pedersen som ny træner for FC Nordsjælland.

»Det er det perfekte valg for dem. De har en klar strategi, som de gerne vil videreføre. Det er ikke cheftræneren, der bærer strategien. Det er klubben. Flemming 'er' klubben lige nu og bestemmer meget som teknisk direktør både omkring førsteholdet og selvfølgelig også akademiet.« siger Mads Davidsen til B.T.

Han kender selv Flemming Pedersen godt. En mand, han spillede under for mange år siden i FC Helsingør, og en mand han også mener er mere end kompetent til at overtage tøjlerne fra Kasper Hjulmand, der stopper i Farum efter forårssæsonen.

»Rent personligt åbnede han mine øjne for spillet. Han coachede på et niveau, som var langt over Danmarksserieniveau, hvor man kunne se, han havde en enorm fodboldviden. Hans tilgang er ekstremt detaljeorienteret. Fagligt er han ubetinget Danmarks skarpeste fodboldhjerne. Det er der slet ikke nogen tvivl om,« siger Mads Davidsen om 55-årige Flemming Pedersen.

Og at han er skarp skyldes, at han ifølge 36-årige Mads Davidsen har brugt de sidste 30 år på at 'dygtiggøre sig'.

»Han er typen, der ikke er gået i stå. Han er typen, der ikke er tilfreds med bare at gøre som i går. Han falder ikke hen. Han søger hele tiden ny inspiration. Flemming er stadig sulten, selvom han er blevet 55. Han søger hele tiden det næste skridt og næste niveau, den nye forskning,« fortæller Mads Davidsen og fortsætter:

»Han bliver ved med at udvikle sig. Han har den blanding af, at han har 30 års erfaring og har været i Bundesligaen med Hjulmand, og han har også været i England. Han har samlet en pakke, der er rigtig stærk,« siger Mads Davidsen.

Det var i starten af januar, det blev meldt ud, at Kasper Hjulmand stopper. Men i FC Nordsjælland spejdede klubben altså ikke langt, da de skulle pege på manden, der skulle udfylde cheftrænerskoene.

Og dermed bliver det ikke et fremmed ansigt, spillerne kommer til at møde på træningsbanen efter denne sæson.

»De kender ham. Han er meget inspirerende. Han er et meget positivt menneske, som altid ser muligheder og folks potentiale, uanset hvor de er henne. Jeg har ikke mødt mange mennesker de sidste 20 år, der ikke synes, Flemming er en stærk motivator,« siger Mads Davidsen om den kommende Superliga-cheftræner.

Flemming Pedersen har tidligere haft en stribe forskellige roller i FCN - som TU-chef, A+-træner, 1st Team Coach og altså teknisk direktør. I udlandet har han været i Mainz (Tyskland) og Brentford (England).