Madeiras stolthed

I denne uge blev han kåret til verdens bedste fodboldspiller for andet år i træk. Og så har CR7 fået sit eget museum. Berlingske ilede – på læsernes vegne – med at besigtige det

Foto: JOS. Cristiano Ronaldo foran en imposant statue af sig selv i forbindelse med åbningen af CR7 Museu på fødeøen Madeira.
Læs mere
Fold sammen

Der er et problem med sportsmuseer, et iboende problem. Jeg var forberedt på det, for jeg har besøgt flere af cykelsportens hellige haller. Problemet er naturligvis, at museet af væsen er det værst tænkelige vehikel til fejringen af sportsbegivenheder eller – personer.

For sport handler om bedriften, dåden, øjeblikket. Den handler om lykken ved at være til stede netop »nu! nu!« og se det med egne øjne – helst sammen med andre, så man kan daske hinanden på skulderen og genfortælle det, alle netop har været vidne til.

Derfor var forventningerne også beskedne, da jeg entrerede CR7 Museu, museet for Cristiano Ronaldo, i fødebyen Funchal på øen Madeira. Men sidst i det gamle år kunne hovedpersonen selv afsløre en statue på havnefronten, og det stod klart, at omverdenen sad med tilbageholdt åndedræt og ventede på en reportage fra nyskabelsen.

Og herregud, hvorfor ikke besøge Madeira i den danske vinter?

Vel ankommet bemærkede man som det første, at øboerne ikke agter at lade de stankelbenede, skummetmælksfarvede turister glemme, hvor Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro stammer fra: Overalt var der billeder og plakater af den nydelige, unge mand, som begyndte i den lille klub Andorinha i arbejderkvarteret Santo António, hvor hans far gik til hånde.

»Hans bedstemor bor deroppe endnu,« fortalte en taxachauffør. »Skide arrogant er hun blevet. Skal vi køre forbi og kigge?«

Jeg brændte nu ikke ligefrem for at se Ronaldos bedstemors hus og bad ham derfor fortsætte op til byens botaniske have. Til gengæld fik jeg helt uden beregning chaufførens oprigtige mening om Ronaldo, der altid »har været skidegod for United og Real. Men håbløs for Portugal, håbløs! Sgu bedre om vi spillede uden ham.«

Dette »Laudrup-problem« kom fra hjertet.

Statuen først. Den er hrm … prægnant. Cirka fire en halv meter høj. Bronze. Og den passer sådan set meget godt ind i bybilledet, for Funchal ligner den danske hovedstad deri, at der står mindst en halv snes skulpturer rundt om i det offentlige rum, der ægger ens mentale bazooka.

Efter at have betalt mine fem euro i museets skranke nærmede jeg mig tøvende en tre meter høj fotostat af gæt-selv-hvem. Og se, den skiltes på midten som Rødehavet, og jeg kunne skride ind i udstillingshallen.

Her var en gudsvelsignelse af medaljer og pokaler i alle størrelser og afskygninger stillet op i glasmontrer langs alle fire vægge.

Min favorit på udstillingen var et billede af Ronaldo i tæt omfavnelse med den mand, han har afløst i portugisisk heraldik: Eusebio. Den gamle Benfica-forward ser bare så rar ud på alle billeder. I samme billedfrise: Ronaldo sammen med Nelson Mandela. Ronaldo sammen med Sir Alex Ferguson. Så er man stor.

Mest givende var det at kigge på de andre gæster og iagttage den andægtige benovelse og ganske rimelige stolthed, Real Madrid-spilleren var omgivet af.

 

De fleste museumsgæster var portugisere, men der var også et par midaldrende englændere med fornuftige tennissokker i sandalerne. Den ene iført en Aston Villa-trøje, så jeg listede mig nærmere for at høre den skægge Birmingham-dialekt, kaldet Brummie. Umulig at gengive, men sprog er jo altid morsomt. Udstillingens pièce de résistance var en legemsstor og vellignende voksfigur, der bestemt ikke underspillede Ronaldos imponerende fysik. Alle skulle hen og have taget et billede stående ved siden af pragteksemplaret, og den gennemsnitlige portugiser er som bekendt halvanden meter høj på strømpesokker. Bevægende.

Så museet kan anbefales? Helt bestemt. Hvis man alligevel er på Madeira og i Funchal, den vestlige ende af Funchal. Så afgjort.