Made in Denmark hæver præmiesummen

Den tidligere verdensrangliste-etter Rory McIlroy har aldrig deltaget i golfturneringen Made in Denmark. Men næste år bliver præmiesummen hævet, og så forventer arrangørerne et stærkere deltagerfelt end tilfældet var i 2014 og 2015. Fold sammen
Læs mere

Bliver det i 2016-udgaven at stjerner som Rory McIlroy og Tiger Woods dukker op ved den internationale golfturnering Made in Denmark?

Spørgsmålet bliver først besvaret til sommer, når tilmeldingsfristen udløber. Men arrangørerne gør ved at hæve den samlede præmiesum fra 1,5 til 1,8 mio. Euro et kvalificeret forsøg på at deltagerfeltet bliver bedre end tidligere.

»Hævningen af præmiesummen er sket som et led i forhandlinger om at få en lidt bedre dato, og dermed blive den sidste turnering i Ryder Cup kvalifikationen. Datoen og de ekstra to millioner kroner, er vi sikre på, vil betyde et endnu bedre felt og dermed endnu et løft af den folkefest vi har haft i 2014 og 2015,« siger turnerings-promotor Flemming Astrup.

Danmarks bedste golfspiller gennem tiderne, Thomas Bjørn, glæder sig over udviklingen.

»At være den sidste turnering i Ryder Cup-kvalifikationen er stort, og jeg er sikker på, at det og den større præmiesum får endnu flere gode spillere til at komme til Made in Denmark 2016,« siger han.

Made in Denmark spilles fra 25.-28. august på Himmerland Golf & Spa Resort i den nordjyske landsby Gatten ved Farsø.