Målrettet dopingjagt fældede Mayo

Dopingmistænkte Iban Mayo blev testet positiv under Tour de France, fordi Den Internationale Cykelunion på forhånd havde mistanke til ham.

Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Iban Mayos positive dopingtest under Tour de France blev taget, fordi Den Internationale Cykelunion (UCI) har formået at målrette dopingundersøgelserne mod mistænkelige ryttere. Det fastslår UCIs præsident Pat McQuaid.

- Folk er nødt til at forstå, rytterne er nødt til at forstå, at UCI opererer på en anden måde end tidligere. Takket være blodtest kan vi målrette indsatsen mod visse ryttere, siger Pat McQuaid tirsdag til det engelske nyhedsbureau Reuters.

- Iban Mayo var en af de ryttere. Rytterne er nødt til at vide, at vi bruger efterretninger, når vi går efter dem, siger han.

Iban Mayo blev testet 24. juli på hviledagen i Tour de France, og den 30. juli blev den spanske rytter suspenderet fra sit hold Saunier Duval, da testen viste sig at være positiv.

/ritzau/