Målmand sikrer historisk point til verdens mindste VM-nation
Curacao fik sit første VM-point nogensinde, da holdet spillede 0-0 mod favoritterne fra Ecuador.

Curacao fik sit første VM-point nogensinde, da holdet spillede 0-0 mod favoritterne fra Ecuador.

Ecuador havde natten til søndag dansk tid alle muligheder for at sikre sig tre vigtige point ved VM i fodbold, men trods adskillige chancer og et skydetelt foran Curacaos mål lykkedes det aldrig at få bolden over stregen.
Verdens mindste nation ved et VM i fodbold nogensinde forsvarede sig heroisk - og Curacaos målmand, Eloy Room, stod sit livs kamp på Kansas City Stadium, hvor det ene skudforsøg efter det andet blev afværget af keeperen.
Ecuador havde 15 skud på mål, men Curacaos keeper reddede dem alle. Dermed fik Eloy Room oprejsning efter Curacaos 1-7-nederlag til Tyskland i holdets åbningskamp ved VM.
Allerede efter to minutter snuppede han på fremragende vis en afslutning fra Enner Valencia, der helt fri foran mål ikke kunne få scoret.
Ecuador, som havde spillere fra både Chelsea og Paris Saint-Germain på banen, havde bolden i langt det meste af opgøret. Ecuadorianerne skabte et hav af chancer, som burde have resulteret i mål.
Trods den manglende boldbesiddelse havde Curacao også flere store muligheder i kampen, som kunne have sendt sejren til den lille østat i Det Caribiske Hav. Tre point til Curacao ville have sendt Ecuador ud af VM.
I midten af anden halvleg måtte Hernan Galindez i Ecuadors mål redde flere skudforsøg inden for få sekunder, da Curacao pressede på for en scoring.
Ecuador og Curacao er begge med uafgjort stadig med i kampen om en plads i finalerunderne, før de sidste kampe i gruppe E.
Tyskland vandt tidligere 2-1 over Elfenbenskysten og er sikker på at gå videre til knockout-fasen.
Ecuador skal møde Tyskland i den sidste kamp, mens Curacao møder Elfenbenskysten.
/ritzau/