Målmand afgjorde vanvittig finale efter 22 straffespark

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Elfenbenskysten kan for anden gang i historien kalde sig afrikanske mestre efter en dramatisk og langstrakt 9-8-straffesparkssejr over Ghana i finalen i Africa Cup of Nations.

I en turnering, der generelt har budt på ufatteligt få mål, virkede det logisk, at finalen skulle afgøres i straffesparkskonkurrence efter 120 målløse og småkedelige minutter.

Der måtte 22 straffespark til, før vinderen var fundet. Ghana var foran med to undervejs i straffesparksdramaet - men smed føringen.

Dramaet blev totalt, da den ivorianske målmand, Boupa Barry Copa, bev ramt af krampe lige inden Ghanas femte og muligt afgørende spark.

Copa blev i sidste ende helten, da han meget kramperamt skulle sparke det afgørende straffespark. Humpende gik han til pletten og udplacerede sin ghanesiske kollega. Barry Copa havde dog ingen problemer med at juble efterfølgende.

Congo tog sig af bronzemedaljerne efter at have besejret Ækvatorialguinea i kampen om tredje/fjerdepladsen. Kampen blev selvfølgelig afgjort i straffesparkskonkurrence - efter 0-0 i ordinær og forlænget spilletid.

Turneringen vil generelt blive husket for en række kontroversielle episoder, som eksempelvis kvartfinalen, hvor værterne fra Ækvatorialguinea gik videre på meget, meget tvivlsomt dømt straffespark.

I semifinalen gik det helt galt, da ghanesiske fans måtte flygte ind på banen efter at være blevet bombarderet med kasteskyts fra hjemmeholdets tilhængere. En politihelikopter måtte tilkaldes for at få styr på situationen.