Målmændenes psykiske tricks

Det gælder om at bringe spilleren ud af fatning før et straffespark.

Lad det være sagt med det samme. Et straffespark er en gave til målmanden. Ingen forventer at han snupper det, men keeperen hyldes som en folkehelt, hvis det lykkes.

Til at hjælpe sig, har flere målmænd allieret sig med en række psykiske tricks, som enten skal forvirre straffesparksskytten eller i det mindste bringe ham ud af fatning.

Vi bringer her et par kendte eksempler.

Jens Lehmann, tysk landsholdsmålmand under VM 2006

I Tysklands kvartfinale mod Argentina hev den tyske landsholdskeeper en lap papir op af sokken, lige før angriberen Julio Cruz skulle tage Argentinas første straffespark. Jens Lehmann tog ikke Cruz' spark - men kastede sig til den rigtige side. Det gjorde han også på de næste tre argentinske spark, hvoraf han nappede to. Tyskland vandt straffesparkskonkurrencen 4 - 2 og gik videre til semifinalen, hvor de blev besejret af Italien.

Det er senere kommet frem, at der på sedlen stod, hvor de argentinske spillere plejede at sparke. Men det vidste kun Lehmann og målmandstræner Andreas Köpke. Alene synet af sedlen kan være en medvirkende årsag til, at de argentinske straffesparksskytter blev usikre.

Jens Lehmann solgte senere den sagnomspundne seddel på auktion og donerede de 7,5 millioner kroner, som auktionen indbragte, til syge børn.

Henry From, dansk landsholdsmålmand fra 1957 - 1961

Under de Olympiske Lege Rom 1960 mødte Danmark Ungarn i semifinalen. Her reddede Henry From et straffespark, da Danmark førte 1 - 0, efter at have sat sit tyggegummi fast på stolpen. Tyggegummiet menes at have bragt den ungarske straffesparksskytte Pal Varhidi ud af fatning. Danmark vandt 2 - 0, men tabte finalen til Jugoslavien.

Jerzy Dudek, målmand for Liverpool I Champions League-finalen 2005

Liverpools målmand nappede hele tre straffespark i Champions League-finalen i 2005, der matte afgøres på straffespark efter 3 - 3 i ordinær spilletid. Dudek hoppede rundt på stregen og fægtede med armene før hvert spark, hvilket tydeligvis påvirkede AC Milans stjerner. De mange redninger betød, at Dudek og co. kunne tage pokalen med de store ører med hjem til Liverpool. Det er senere kommet frem, at Dudek blev inspireret af Liverpools tidligere målmand, Bruce Grobbelaar, der blev kendt for sine gummiben mod AS Roma i mesterholdenes finale i 1984.

Hans van Breukelen, Hollandsk landsholdsmålmand under EM 1992

Den voldsomt spændende semifinale mellem Danmark og Holland, der som bekendt blev afsluttet med en straffesparkskonkurrence, vil især blive husket for det optrin der fandt sted, da Hans van Breukelen kommer ud af målet, lige før Flemming Povlsen skal sparke. Van Breukelen brokker sig til dommeren over boldens placering, mens Flemming Povlsen puster sig op. Målmanden får dog besked på at gå ind på stregen, hvorefter Flemming Povlsen lægger an til skud. Den voldsomme nervekrig ender med en scoring til trods for, at Van Breukelen rører bolden med fingerspidserne. Danmark vinder kampen og går videre til finalen, hvor Tyskland får stryg 2 - 0.