Lyset gik på Lerkendal

Champions League-kvalifikationskampen mellem Rosenborg og Tampere blev forsinket en time på grund af en strømafbrydelse. Celtic er videre efter straffespark.

Strømmen gik på Lerkendal Stadion, men gnisten forsvandt trods alt ikke for Rosenborg-spillerne, der måtte vente en time længere end oprindeligt planlagt på at løbe ind til den mere eller mindre betydningsløse Champions League-kvalifikationskamp mod finske Tampere United. En kamp, som nordmændene vandt 2-0.

Der skulle også en langt kraftigere kortslutning til, hvis Rosenborg skulle gå glip af endnu en Champions League-deltagelse efter 3-0-sejren i den første kamp. Men scoringer af Sapara og Konan på hver sin side af pausefløjtet sikrede endnu en sejr til Trondheim-holdet og klubbens ellevte Champions League-gruppespil.

Også skotske Celtic har tradition for at blande sig i mesterholdenes turnering, og de stribede fra Glasgow sikrede sig da også onsdag endnu en tur i det fine selskab. Men det holdt hårdt, for efter to gange 1-1 mod Spartak Moskva måtte skotterne ud i straffesparkkonkurrence for at sikre sig pladsen i gruppespillet.

/ritzau/