Lyngby leder efter rutinen

Lyngbys nye SAS Liga-eventyr begynder den 22. juli mod Randers. Men holdet søger rutinerede spillere til at forstærke den unge trup.

Oprykkerne fra Lyngby kæmper for at finde rutinerede spillere til den unge trup.

- Vi har svært ved at vurdere vores trup i forhold til niveauet i SAS Ligaen. Men vi leder efter et par spillere mere. Lige nu er det vigtigere med rutine og kvalitet, end hvor på banen de spiller. Vi har mange dygtige 1. divisionsspillere og mange talenter. Men vi leder efter nogen, der enten har spillet SAS Liga tidligere eller er lidt mere rutinerede, end det vi har. Men vi når det desværre ikke til Randerskampen, siger sportschef i Lyngby, Birger Jørgensen, til Ritzau.

Lyngby spiller den første SAS Liga-kamp den 22. juli hjemme mod Randers. Truppens gennemsnitsalder er på nuværende tidspunkt under 23 år.

/ritzau/