Lyngby fik en lærestreg

Lyngby-træner Kasper Hjulmand vil prøve at få så meget positivt ud af 1-6-nederlaget mod Esbjerg som muligt.

Det kan være svært at finde noget at glæde sig over, når man har tabt 1-6. Det var det også for Lyngby-træner Kasper Hjulmand, da han skulle gøre status over SAS Liga-opgøret mod Esbjerg mandag aften. Men han prøvede alligevel:

- Vi har snakket om, at vi kunne risikere at rende ind i lussinger som den her. Det har vi prøvet nu, og det var så forhåbentlig den sidste i sæsonen. Det vigtige er så, at vi lærer af sådan en kamp, og der er meget at lære efter den her, sagde Hjulmand, der var tvunget til at rokere om i sin firebackkæde og sætte to nye spillere ind i forhold til sidste kamp. Han ville dog ikke give forsvaret skylden for nederlaget.

- Nej, det er ikke derfor, at vi taber i dag. Vi giver for meget væk over hele banen og begår dumheder, vi ikke må. Selv om vi har set masser af video og var enige om, hvordan vi skulle gribe det an, så går det alligevel galt, konstaterede en tydeligt skuffet Hjulmand efter kampen.

/ritzau/