Lyngby bryder lang hjemmetørke med vigtig sejr i bunden
Lyngby vinder 2-1 over Randers og kommer på omgangshøjde med kronjyderne i kampen om at undgå nedrykning.

Lyngby vinder 2-1 over Randers og kommer på omgangshøjde med kronjyderne i kampen om at undgå nedrykning.

Lyngby Boldklub tog fredag aften en tiltrængt sejr i bundbraget mod Randers FC.
Oprykkerne vandt Superliga-opgøret 2-1 på Lyngby Stadion, hvor indskiftede Markus Anderson blev matchvinder.
Det var nordsjællændernes første sejr i en ligakamp på hjemmebane i mere end seks måneder.
Randers fik samtidig forlænget sin resultatmæssige krise og er i stigende grad presset af nedrykningsstregen i den bedste danske række.
Randers og Lyngby har nu begge 11 point og indtager henholdsvis 10.- og 11.-pladsen. Kun en lidt bedre målscore holder Randers over Lyngby efter 13 kampe.
Sønderjyske ligger på sidstepladsen med otte point og har spillet en kamp færre.
Kronjyderne får mulighed for at tage revanche mod Lyngby blot fire dage senere.
Lyngby og Randers mødes nemlig allerede igen tirsdag på Lyngby Stadion - denne gang i pokalturneringen.
Godt nok blev Superliga-kampen spillet dagen før halloween, men der var alligevel lagt op til en gyser i bunden af den bedste danske række allerede fredag.
Ingen af holdene havde vundet i deres seneste fem kampe, og med udsigt til, at begge kan ende med at skulle kæmpe for overlevelse i denne sæson, var der meget på spil.
Lyngby kom hurtigt ud af starthullerne, og Frederik Gytkjær og Isak Thorvaldsson kom til flere store chancer i kampens første 20 minutter.
Randers-keeper Paul Izzo leverede dog et par vigtige redninger for gæsterne.
Lyngby-anfører Gytkjær blev ved med at volde Randers-forsvaret problemer, og efter 23 minutter bragte han værterne foran.
Efter et flot eksekveret hjørnespark blev bolden sendt over til bageste stolpe, hvor Simon Colyn stod klar og sparkede den ind tæt ved målstregen.
Her stod Gytkjær fri til at sende bolden det sidste stykke i nettet.
Hen mod slutningen af første halvleg bed Randers fra sig, og Mohamed Sankoh sendte de to hold til pause med stillingen 1-1, da han headede bolden i mål fra tæt hold efter et hjørnespark.
Gytkjær blev ved med at være farlig, men efter 64 minutter blev han skiftet ud til fordel for Markus Anderson.
Udskiftningen gav pote allerede fem minutter senere, da amerikaneren modtog bolden fra Thorvaldsson og sendte 2-1-målet i nettet.
Randers fandt aldrig svaret og led endnu et tungt nederlag i Superligaen.
RITZAU