Lyngby Boldklub får ekstra dage til at få styr på en redningsplan

Spillerforeningen råder Lyngby-spillerne til ikke at benytte muligheden for at komme ud af kontrakter onsdag.

Lyngby får nu lidt flere dage til at få styr på en mulig redningsplan.

Spillerforeningen og spillerrådet i Lyngby Boldklub er tirsdag blevet enige om, at Lyngby skal have mere tid til en redningsplan og anbefaler at give klubben frem til fredag til at udbetale løn.

Spillerforeningen har været i kontakt med potentielle investorer og rekonstruktøren for Hellerup Finans, der er ejer af Lyngby.

Oven på de samtaler konkluderer Spillerforeningen, at der er en mulighed for, at Lyngby kan fortsætte driften, lyder det i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen.

Med flere potentielle investorer på banen opfordrer spillerrådet i Lyngby og Spillerforeningen spillerne til at give klubben til og med fredag, inden de eventuelt benytter sig af muligheden for at komme ud af deres kontrakter.

Lige nu hedder fristen for at udbetale løn tirsdag ved midnat. Og det kan Lyngby med stor sandsynlighed ikke nå. Derfor lyder anbefalingen at give superligaklubben et par dage mere.

»I enighed mellem spillerrådet i Lyngby Boldklub og Spillerforeningen har vi besluttet at opfordre spillerne til at vente med at foretage sig noget i relation til ophævelse af deres kontrakter til og med fredag,« siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.

Vurderingen fra Spillerforeningen er, at der først i løbet af de kommende dage - og måske først på fredag - vil være mulighed for at konstatere, om et køb af klubben faktisk bliver realiseret.

Det er først herefter, at Lyngby vil få mulighed for at udbetale løn til spillerne.

Lyngby-spillerne har onsdag mulighed for at ophæve deres aftaler, forudsat at klubben ikke har betalt løn til spillerne.

»Ønsker enkelte spillere at ophæve deres kontrakt, står Spillerforeningen klar til at rådgive sine medlemmer i den anledning og assistere dem,« hedder det i pressemeddelelsen.

På rygteplan skulle enten en engelsk klub fra Premier League eller Aston Villa fra den næstbedste engelske række stå klar som mulig køber eller investor i Lyngby.

Spillerne i Lyngby og Spillerforeningen har ikke yderligere kommentarer.

/ritzau/