Lungu idømt toårig karantæne

Den tidligere Slagelse DT-spiller, rumænske Carmen Lungu, er blevet idømt to års karantæne for at skrive kontrakt med to forskellige klubber på samme tid.

I de kommende to år må den tidligere Slagelse DT og Randers HK-stjerne, rumænske Carmen Lungu, se håndbold fra sidelinjen. Torsdag blev hun idømt en toårig karantæne af Det Rumænske Håndboldforbund (FRH), fordi hun efter skiftet fra Slagelse i sommerpausen skrev kontrakt med to forskellige klubber.

Først skrev hun under med Univeritatea Jolidon Cluj, men efterfølgende fortrød hun, og underskrev med Rulmentul Brasov. Cluj klagede dog over, at den hårdtskydende back ikke opfyldte sine kontraktlige forpligtelser, og det fik altså forbundet til at skride ind.

Karantænen betyder samtidig, at Carmen Lungu ikke kan får plads på Rumæniens hold til VM i Frankrig i december. /ritzau/