Ludogorets-træner: Reduceringen mod FCK giver os håb

Ludogorets-træner Georgi Dermendzhiev vil forsøge at vende 1-2-nederlaget til FC København til samlet sejr.

Ludogorets-træner Georgi Dermendzhiev er stadig ærgerlig over holdets 1-2-nederlag til FC København for en uge siden i Europa League. Reuters/Gonzalo Fuentes Fold sammen
Læs mere

Ludogorets har trods 1-2-nederlaget til FC København i Europa League for en uge siden stadig troen på samlet sejr.

Det bulgarske hold trænede onsdag aften i Telia Parken, og træner Giorgi Dermendzhiev er optimistisk.

Han hæfter sig ved, at Ludogorets fik reduceret til 1-2 i slutminutterne, og det bringer håb om samlet avancement til turneringens ottendedelsfinaler.

- Det var et meget vigtigt mål, som kan vise sig at blive afgørende. Vi har før scoret sådan et mål i slutminutterne, som senere viste sig at bringe os videre, siger Giorgi Dermendzhiev.

FCK er uden de centrale midtbanespillere William Kvist og Ján Gregus, som begge skal afsone karantæne.

Afbuddene kan hjælpe bulgarerne, selv om københavnerne nok skal finde en kompetent afløser, vurderer den 62-årige bulgarske træner.

- Det er klar en fordel for os, at de er uden to spillere, men FCK har et godt hold og skal nok finde en erstatning, siger han.

Ludogorets-træneren var fortsat ærgerlig over, at holdet på hjemmebane ikke kunne levere en bedre præstation.

- Vi synes, vi havde analyseret FCK's spil grundigt. Men det 0-1-mål, vi indkasserede i starten, ødelagde vores gameplan, og vi spillede derefter ukoncentreret, forklarer han.

Ifølge en bulgarsk journalist har et bulgarsk fodboldhold 52 gange i træk ikke magtet at gå videre i Europa, hvis den første kamp var endt med et nederlag.

Kampen mellem FCK og Ludogorets fløjtes i gang torsdag klokken 21.05.

/ritzau/