Lucas Andersen savnede AaB-magien: Det var pinligt

AaB's kantspiller Lucas Andersen var ikke tilfreds med sin egen eller holdets præstation mod Brøndby.

AaB's Lucas Andersen havde mistet magien i torsdagens pokalkamp mod Brøndby. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Brøndby. Lucas Andersen gad ikke at snakke om manglende straffespark, som flere af de øvrige AaB-spillere brokkede sig højlydt over efter torsdagens 0-1-pokalnederlag til Brøndby.

Kantspilleren var selvkritisk og havde svært ved at forstå, hvordan AaB kunne tabe på Brøndby Stadion uden at levere bedre i offensiven.

- Vi skal starte med os selv. Det er det, vi kan gøre noget ved. Vi var for ringe rent offensivt. De profiler, vi har, og som i de seneste mange kampe har produceret chancer, var der bare ikke.

- Jeg selv inklusiv var der på ingen måde. Det var pinligt, den måde vi smed nemme bolde væk. Når vi tog en dribling, hang den fast eller røg direkte ind i en mand, siger Lucas Andersen.

- Når vi lukkede så godt af defensivt, så skulle der være kommet mere fra os oppe foran. Det var ringe kvalitet og skuffende, siger han.

I weekendens AaB-nederlag hjemme til Randers FC sad Lucas Andersen ude med en mindre skade, og pausen havde ikke gjort noget godt for kreatøren.

- Jeg havde trænet to gange inden kampen mod Brøndby, så pausen var ikke særligt fed. Jeg følte, at jeg var inde i et godt flow. Og jeg havde håbet, at pausen ikke gjorde noget ved det.

- Ovenpå sådan en præstation, som jeg selv leverede, så er jeg sindssygt skuffet. Jeg skal hjem og tænke det hele igennem og se situationerne igen.

- Forhåbentlig kan jeg revanchere noget i weekenden, siger Lucas Andersen.

Magien var simpelthen væk mod Brøndby.

- Det blev en meget stærk kontrast. Det sad der ikke. Vi kom frem til noget, men helt sikkert ikke nok.

- Vi så sidste gang, hvor mange chancer man kan kreere mod Brøndby. Hvis man har kvalitet. Men vi så, hvor lidt vi kunne skabe uden kvalitet, siger Lucas Andersen.

Nu ser han frem til at spille de sidste kampe i Superligaen, hvor AaB skal kæmpe for at nå den syvendeplads, som kan give en kamp om at komme i Europa

- Der er stadig noget at spille om. Der er en plads i Europa. Vi havde håbet at hive noget hjem via pokalen. Vi må arbejde videre, siger Lucas Andersen.

/ritzau/