Livet efter festen

21-årige HENRIK SØRENSEN fra Hirtshals vandt sidst i august 22,7 millioner kroner og valgte at stå frem. Det er først nu, han er ved at indse, hvilken betydning det har for hans liv, at han har vundet og valgt at offentliggøre det.

Lottomillionær Henrik Sørensen, 21 år. Foto: Simon Bohr Fold sammen
Læs mere

»Åh nej, jeg har slået op med Henrik«, »Nu skal jeg være fuld«, »Pas på pengene, Henrik.«

I dagene efter pressemødet i København skriver medierne dagligt om den unge Lotto-millionær, Henrik Sørensen. Han bliver hurtigt træt af den kimende telefon. Alle journalister stiller de samme spørgsmål.

Henrik bliver ked af det, da han ser, at B.T. 30. august har eks-kæresten Monica på forsiden. Avisen får Monica til at fremstå, som en pige, der er ude efter penge.

Det passer jo slet ikke, siger Henrik til sig selv.

Godt nok har Henrik og Monica slået op et par dage efter, han vandt. Men hvorfor skal medierne ruske op i deres forhold. Det rager ikke dem.

Henriks mor, Dorthe, mærker også konsekvenserne af at have en søn, der fra den ene dag til den anden er blevet landskendt. Når hun handler i Fakta i Hirtshals, glor folk på hende. Hun føler ikke længere, hun bare er Dorthe. Nu er hun Henriks mor - ham med alle pengene.

Henriks mormor oplever det samme. En dag er hun nede for at købe en ny jakke.

»Nå, er det så barnebarnet, der betaler?« spørger ekspedienten.

»Nej, det gør jeg skam selv,« svarer hun kontant.

I løbet af den første uge får Dorthe brev fra en ung mor, der ønsker penge til sin syge søn. Dorthe river straks brevet i stykker. Hun vælger konsekvent at sige nej, når pressen ringer for et interview, og hun læser ikke de artikler, der bliver skrevet om Henrik. Det gør vennerne heller ikke. Der er ingen af dem, der er interesseret i at vide, hvad pressen skriver om deres ven, som er blevet døbt »Lotto-Henrik«. For dem er Henrik bare Henrik.

Lørdag 2. september 2006 holder Henrik en kæmpe fest. Præcis en uge efter, han har vundet.

»Millionærfesten,« bliver den kaldt. Henrik inviterer 115 venner med. Diskotek Buddy Holly i Hjørring har tilbudt at holde festen, men Henrik holder fast i, at den skal holdes i Hirtshals Bowlingcenter.

»Festen koster 50.000 kroner, og så vil jeg helst støtte det lokale,« forklarer Henrik til vennerne.

Han er iført sin nyindkøbte hvide habitjakke fra Hugo Boss. Den har han længe drømt om, men ikke haft råd til. Slet ikke med den løn, som han fik fra sit tidligere arbejde, hvor han kappede hoveder af laks i ti timer om dagen. Under jakken har han en sort skjorte, cowboybukser og hvidt slips. Han er et stort smil, da han går forbi de to dørmænd og ind i bowlingcentret.

Nu vil han vise, at selvom han har vundet, så er han stor nok til at dele glæden med andre.

Alle gæster får uddelt 20 drinksbilletter. De slår sig ned i de sorte læderbåse og skåler. Vennen Mulle hiver tidligt på aftenen Henrik op foran gæsterne.

»Du er ikke en skid bedre end alle os andre,« siger Mulle og overrækker Henrik en pakke toiletpapir.

»Men du er mågeheldig,« siger Mulle og giver Henrik en måge lavet af træ.

På kortet til gaverne står der: »Nyd dit otium.«

Det har Henrik også tænkt sig at gøre.

Huset på Bymosevej 33 står ikke til salg længe, før Henrik beslutter, at det skal være hans nye hjem. Her er der plads til poolbord, kæmpefjernsyn og en udestue, der bare venter på at blive indrettet som pokerrum.

En uge efter millionærfesten er Henrik med sin stedfar og mor ude for at se huset, som er det første og sidste, han kigger på. Henrik er ikke i tvivl om, at det er i Hirtshals, han vil bo. Det er jo her, han hører til.

Huset er sat til salg for 1.398.000 kroner, men Henrik presser prisen og får et nedslag på 38.000 kroner.

»Der skal ordnes nogle ting. Første salen skal være ét stort spillerum, og der skal lægges nye gulve,« forklarer han vennerne, da de spørger, hvorfor han fik nedslag.

Det gule murstenshus på 220 kvadratmeter ligger i et stille villakvarter i udkanten af Hirtshals, og er hvad den lokale ejendomsmægler kalder for en liebhaverbolig.

Henrik flytter ind i huset et par dage efter fremvisningen.

Vennen, Jesper, hjælper ham med at flytte fra kælderværelset hos sin mor og stedfar påØstergade. De smider flyttekasserne ind i bagagerummet på Henriks nye Skoda Octavia RS til 416.000 kroner. Den købte han i forgårs. Egentligt ville Henrik have haft en Cadillac til 800.000 kroner, men da han så, hvor meget den kostede i forsikring, blev han stejl.

»Det viser, at du stadig har benene på jorden og ikke går fuldstændig amok,« siger Jesper og sætter en kasse med tøj ind i bilen.

Møblerne på værelset vil Henrik have smidt ud.

I vinduet står Dorthe og kigger på sin søn. Hun er bekymret og savner Henrik, der pludselig har fået andre ting at tænke på.

Jeg kan ikke forstå, at han kan undvære mig, grubler hun, og tænker tilbage på de mange nætter, hvor Henrik har vækket hende efter en bytur.

De to har sat sig i køkkenet med en kop kaffe og en smøg. Oftest har Henrik snakket om sin dårlige økonomi eller pigeproblemer, og Dorthe har nydt at kunne hjælpe. Mest ved at lytte.

Henrik ser sin mor i vinduet, men han har mange ting at tænke på:

Hvordan skal huset indrettes? Skal jeg have en hund? Hvornår mon mit nye TV kommer?

Det er ikke meget mor og søn får set hinanden de næste mange måneder.

Henrik har altid drømt om at vinde i Lotto. Men hans højeste ønske er noget helt andet. Han vil være professionel pokerspiller.

De seneste to år har han spillet poker med vennen Martin Skovgaard nede på den gule kro og over nettet. Da Henrik arbejdede på fiskefabrikken »Laksen«, spillede han ofte poker om aftenen, og vennerne syntes, at han har udviklet sig til at være en habil spiller.

Det kommer Scandic Bookmakers for øre, at Henrik spiller poker, og firmaet tilbyder ham at komme med til DM i København.

»Det er super fedt. Hvis ikke de havde ringet til mig, ville jeg have ringet til dem,« siger Henrik til vennen Martin Skovgaard.

For han vil aldrig mere tilbage til »Laksen«. Det bekymrer Dorthe, at sønnen er fast besluttet på ikke længere at ville arbejde.

»Det behøver jo ikke at være 37 timer om ugen,« siger hun til ham.

Da Henrik ringer og fortæller, at han skal til DM i poker, bløder hun op. For hvor mange er det lige, der kan sige, at deres største drøm er gået i opfyldelse. Hvis ikke det går, skal han nok finde på noget andet.

Det er en spændt og nervøs Henrik, der tager til pokerturnering i København sidst i september. Det er ikke Henriks aften. Han løber ind i den ene dårlige hånd efter den anden og ender på en 14. plads.

Scandic Bookmakers ser alligevel et talent i Henrik.

Han har en god attitude og går ikke i panik, selvom han har dårlige kort, tænker direktør Claus Rasmussen, da han iagttager Henrik under DM. Han tilbyder Henrik, at han kan få sin egen turnering på nettet: »Lotto Henrik Tournament«. Den, der slår ham ud, får for 2.500 kroner lottokuponer.

Samtidig underskriver Henrik en etårig kontrakt med Scandic Bookmakers, som forpligter ham til tre større ETP-turneringer i Østrig, København og Monte Carlo.

Henrik oplever i løbet af få uger at få sine vildeste drømme opfyldt. Han har penge. Mange penge. Og han har hus, bil og får nu løn for at dyrke sin hobby. Det er svært for ham ikke at bevare smilet på sine læber. Alligevel oplever han et tomrum, som fra tid til anden gør ham ked af det. Der er ellers nok mennesker omkring ham, der vil fejre gevinsten, men den mand, som han allerhelst vil dele oplevelsen med, er død.

Det er midt i marts 2004, da Henriks far, Ivan, cykler fra banko og hjemad mod lejligheden i Magretheparken i Hirtshals. I rundkørslen falder han om med en hjerneblødning. Henrik og hans to søskende, Heidi og Heine, besøger faderen på Aalborg Sygehus, hvor han ligger i respirator.

Ivan, der allerede var gråhåret som 25-årig, ser endnu mere bleg og syg ud, end Henrik havde regnet med. Men han har også kørt sig selv hårdt. Drukket for mange øl og arbejdet meget, tænker Henrik, mens han våger over sin far.

Ivans familie er samlet i værelset. Der går tre dage, hvor tiden står stille.

»Din fars hjerne består af 80 procent blod. Hjerneblødningen er simpelthen for stor til, at vi kan gøre noget,« forklarer en overlæge Henrik.

Det er Henrik, der træffer beslutningen om at slukke for respiratoren. En beslutning, han ikke er i tvivl om, skal tages. Henrik og Ivan har tidligere talt om døden, når de har spist sammen på den lokale restaurant Sason i Hirtshals. Ivan bestilte T-bone-steak eller calzone-pizza. Henrik skulle altid have det samme som sin far. Her formanede Ivan Henrik om, at han ville have en værdig død, hvis det skulle ske, at han ikke selv kunne tage beslutningen.

Der går endnu to dage, før Ivan tager sit sidste åndedrag. Organerne i hans 49-årige krop kæmper på livet løs, og Henrik mærker blodet pumpe hårdt, når han tager sin far i hånden.

»Men han lider ikke,« siger Henrik til sine søskende.

Det har lægerne forsikret ham om.

To portører kalder på Henrik, da de er inde for at vende Ivan, så han ikke får liggesår. Det er ved at være tid.

Børnene er samlet om Ivan. De græder. Aer Ivan på hånden og i ansigtet. Henrik siger farvel og tager sine søskende med ud. Han tilkalder en sygeplejerske.

»Jeg vil gerne have, at sygehuspræsten kommer og beder en bøn for min far. Kan du hjælpe?« spørger han sygeplejersken.

Kort tid efter kommer præsten. De samles om Ivan og beder.

»Sådan ville far have ønsket, det skulle være,« siger Henrik.

Han ringer til et par venner og fortæller, at Ivan er død. Det er korte samtaler.

Henrik vil gerne hjem.

Da han kører fra Aalborg Sygehus med sine søskende, er Heidi glad for, at hendes storebror er så fattet.

Han virker nærmest lettet, tænker hun.

Hjemme i Hirtshals venter Dorthe på sine børn. Men da Henrik dukker op, vil han være alene. Han går ned i kælderværelset og sætter sig bag computerskærmen. Han vil slippe for tankerne, der farer rundt i hans hoved. Det bliver computerspil, der får ham til at glemme virkeligheden. Får ham til at glemme alt det, der gør ondt.

I tiden efter Ivans død føler Henrik sig deprimeret.

Der er ikke mere end 200 meter ned til bowlingcentret, hvor røde og blå spilleautomater lokker. Henrik bruger mere og mere tid ved automaterne. Han putter flere og flere penge i uden at tænke over det. Dorthe er bekymret.

Er det mon det, man kalder for ludomani?

Hun siger ingenting, for Henrik passer sit arbejde og er sammen med sine venner, som han plejer.

Der er dage, hvor automaten viser tre ens og blinker og larmer overalt i centret og begynder at sprøjte mønter ud. Men der er endnu flere dage, hvor den æder Henriks penge op, og han må gå tomhændet hjem.

Det bliver Henrik selv, der tager kontakt til Center for Ludomani i Århus i slutningen af 2005.

Den er jo helt galt med mig, tænker Henrik om sin lyst til at spille.

Han ved godt, at han har brug for hjælp.

Henrik modtager rådgivning via telefon og mail. Begynder at cykle ture, når lysten til at trække i automater trænger sig på.

I januar 2006 føler han ikke længere, at han er afhængig af at spille.

Jeg er stolt over, at jeg har klaret det selv, tænker Henrik og har mest af alt lyst til at glemme den triste periode.

Det har pressen derimod ikke.

Da Henrik vinder 22,7 millioner kroner, kommer det hurtigt frem, at han har lidt af ludomani. Det gør det ikke bedre, at han nu har fået en pokerkontrakt hos Scandic Bookmakers. Folk i hele Hirtshals snakker. Snart gør resten af Danmarks befolkning det samme.

Hvad har han tænkt sig? Spiller han nu alle pengene op? Kan han overhovedet administrere at have så mange penge?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som følger i kølvandet på ludomani-overskrifterne i de kulørte blade.

De må tænke, hvad de vil, grubler Henrik.

Han føler ikke, at han skal stå til ansvar for andre end sig selv.

Det er nu tre måneder siden, Henrik vandt i Lotto. Vi er i slutningen af november 2006. Henrik og vennen Martin Skovgaard går rundt i møbelcentret Erling Christensen, lidt uden for Hjørring.

»Du skal da have den her lækre røde stol. 17.000 kroner,« prøver ekspedienten.

Henrik kigger på den. Han kan slet ikke lide rød. Martin ryster på hovedet. Han føler, at ekspedienten slet ikke hører efter, hvad Henrik gerne vil have, men bare prøver på at sælge ham den dyreste stol.

»Vælg nu det, du bedst kan lide,« siger han til Henrik, der mangler et par stole til stuen.

»Den sorte læderstol til 5.000 kroner. Den vil jeg hellere have.«

»Jeg vil gerne have to af dem,« retter Henrik.

»Vi har kun den her i udstilling, men jeg kan bestille en mere til dig,« siger ekspedienten.

Typisk, tænker Henrik.

Hvorfor kan jeg ikke bare få det, jeg gerne vil ha' med det samme. Det er jo ikke, fordi pengene mangler, siger han til sig selv.

Personalet i Erling Christensen kender efterhånden Henrik. Han har købt alle sine møbler hos dem. Det 16 personers træbord med læderstole til køkkenet, de cremefarvede lædersofaer i stuen og, nå ja, så sengen til 97.000 kroner.

Martin og Henrik kører hjemad mod Hirtshals. De hører musik og småsnakker. Pludselig udbryder Henrik:

»Jeg fatter stadig ikke, det her er sket.«

Martin griner. Han har selv svært ved at forstå, at hans ven har vundet så mange millioner.

Godt nok kan han købe meget mere. Men Henrik er jo den samme som altid, tænker Martin.

Det er ikke kun personalet hos Erling Christensen, der genkender den unge millionær.

Siden Henrik har vundet, har han slået sig løs i byen hver lørdag i Hjørring sammen med vennerne. Det er egentlig ikke, fordi han altid har lyst til at drikke, men nu regner vennerne med, at han altid er klar.

Og jeg har jo heller ikke andet at lave, tænker Henrik.

Før han vandt, gik de næsten altid ned på Færgekroen i Hirtshals for at spille pool, men nu er det Buddy Holly i Hjørring, der trækker. Der er mere gang i den. Og flere piger. Her drikker de femdobbelt vodka med cola og Long Island Ice Tea til 125 kroner stykket. Pigerne sender lange blikke efter Henrik.

En lørdag sidst i november står Martin Skovgaard og Henrik på dansegulvet på diskoteket. De er omringet af unge piger, men de er fulde og danser med hinanden.

En ung pige prikker Martin på skulderen og læner sig ind til hans ansigt.

»Må jeg danse med Lotto-Henrik?«

Martin ryster på hovedet.

Sikke en sinke, tænker han.

Hun er langt fra den eneste, der ser Henrik som en stjerne. Vennen Nikolaj overhører en gruppe piger, der snakker om Henrik.

»Jeg nåede lige at røre hans skulder, da han gik forbi,« siger den ene, mens de andre fniser.

Er det mig eller pengene, de er ude efter? spørger Henrik sig selv.

Han har det svært med piger.

Kæresten gennem to et halvt år, Monica, har fundet sammen med Henriks ven, Thomas. Det skete kort tid efter, Henrik vandt pengene. Det gjorde ondt. Det gør det stadig. Han snakker ikke med nogen af dem længere, og for første gang i lang tid føler han sig sårbar. Svigtet. To af dem, han har holdt allermest af, er ikke længere en del af hans liv.

Hvordan kunne de gøre det mod mig, tænker Henrik.

Han raser indeni.

Henrik vil væk fra byen et par dage. Det er 29. november 2006, da han og vennen Michael beslutter sig for at køre til Århus. Henrik har lovet Scandic Bookmakers at spille små turneringer på kasinoer rundt i landet, men indtil videre har han kun spillet på Casino Royal i Århus en enkelt gang, siden han underskrev kontrakten.

»Jeg har haft travlt med huset,« undskylder Henrik sig med.

Sandheden er, at Henrik heller ikke er vild med at komme uden for Hirtshals. Han hader storbyer. De er kolde og upersonlige. Vejene er ensrettede, og der er alt for meget trafik.

De to venner kører til Århus i Skodaen. Speedometeret tæller 160 km/t. I anlægget spiller Eminem. Bilens bagsæder flyder med tomme flasker, og askebægrene i den snart tre måneder gamle bil er fyldte til randen. Henrik har pakket sin brune Eastpack-rygsæk fra 6. klasse med strømper og sponsor T-shirten fra Scandic Bookmakers. Den skal han have på torsdag aften, når han skal spille turnering.

De indlogerer sig på Hotel Atlantic ved havnen i Århus.

»Vi har kun suiter tilbage,« siger receptionisten.

»Fint, jeg vil også kun sove i suiter,« svarer Henrik kækt.

Et par minutter efter står de i værelse 715.

»Det er jo ikke ligefrem Radisson SAS standard,« konstaterer Henrik, da han inspicerer minibaren.

Næste dag vågner de med tømmermænd lidt i elleve.

»Hvor fanden har vi været?«, »Hvad har vi lavet?« spørger de grinende hinanden.

De har røde øjne. Sofabordet er fyldt med tomme flasker, cigaretskodder og en bakke pomfritter. Deres tøj flyder på gulvet.

De tjekker ud uden at rydde op. Henrik betaler 1.595 kroner kontant for suiten, foruden regningen på det, som de har taget i minibaren.

De går ned i Århus midtby til Store Torv. Byen er pyntet med gran og julelys. Henrik finder herretøjsbutikken »Butler«. Siden han har vundet, har han købt tøj for 100.000 kroner. Mindst 30 par bukser. Han har taget 15 kilo på siden gevinsten og kan ikke længere passe de gamle.

Henrik begynder at hive tøj ned fra hylderne i Butler. En hvid T-shirt. Et par mørkeblå bukser.

»Den er fed, jeg skal have den i min størrelse,« siger han, mens han roder rundt i en bunke kulørte T-shirts.

Michael står uden for butikken og venter med en smøg i hånden.

Tænk, hvis man bare kunne rive ned ad hylderne som Henrik, flyver det igennem hans tanker.

Henrik gider ikke prøve tøjet, men går direkte til disken. Ekspedienten pakker tøjet sammen. Henrik betaler 5.500 kroner og går ud af butikken. Bag ham går ekspedienten og bærer posen med tøj for ham. Han får den først overrakt, da han når udgangen.

»Hold kæft, hvor er det langt ude.«

Michael har aldrig oplevet, at en ekspedient bærer poser for ham.

Drengene søger ind på»Sharks« for at spille pool. De bestiller flere omgange af dobbelt vodka med cola.

Da klokken nærmer sig 17.00, er Henrik sulten. Han har ikke spist hele dagen og har hovedpine. De trasker igennem Skolegade for at købe et pizzastykke med cremefraichedressing. Henrik spiser to bidder og drikker en kondivand.

»Det er første gang, jeg har tømmermænd, siden jeg har vundet. Jeg har det ad helvede til,« siger han til Michael.

»Kom nu, vi er jo taget til Århus, for at du skal spille poker. Det går over,« prøver Michael.

Det sidste, Henrik har lyst til, er at spille poker.

Mørket er faldet på, da de to venner går ind på Casino Royal. Der er brune Chesterfield-lædermøbler i kasinoets bar, og på bordene står friske liljer og røde julestjerner. To københavnere sidder ved et bord og taler i hver deres mobiltelefon. Henrik sætter sig ned i en sofa ved siden af Michael. Han er træt, og hovedpinen generer ham stadig.

»Jeg gider ikke det her,« mumler han.

Henrik smider skoene og kaster benene op på sofaen. De mørke cowboybukser er plettet af stearin, og han har taget sponsor T-shirten på. På fingeren sidder en firkantet ring i hvidguld, og på højre arm dingler Cartier-uret.

Henrik har aldrig før gået med smykker, men uret er købt som en investering i poker. Når modspillerne ser uret, ved de, at han ikke spiller for sjov.

En bartender iført sorte bukser med pressefolder og stribet vest kommer ned til dem.

»Ønsker I noget at drikke?«

»Nej, tak,« siger de samstemmende.

De har fået rigeligt. Michael tænder en Prince og ser Nyhederne. Forinden har Henrik betalt 1.100 kroner for at deltage i turneringen.

»Du skal ikke falde i søvn,« siger Michael, da han ser, at Henrik lukker sine øjne.

»Nej, nej,« mumler Henrik og sender Michael et smil uden at åbne øjnene.

Et par minutter efter sover han.

En spilleautomat begynder at ringe og spytte mønter ud inde fra rummet ved siden af. Lyden af raslende mønter fortsætter i et minuts tid.

Bartenderen har fået øje på Henrik og kommer ned til dem.

»Du skal ikke sove her. Hotellet er den vej,« vrisser han og peger i retning af hotellet.

Henrik vågner.

»Jamen, jeg skal heller ikke sove,« svarer han og retter sig op i sofaen.

Der er 15 minutter til turneringen begynder. Han gnider sine øjnene. Hans mave rumler, og han føler, at han skal kaste op.

Henrik rejser sig og haster ud i receptionen.

»Kan jeg få pengene tilbage,« spørger han.

Det kan han godt. Henrik er fast besluttet. Nu går turen til Hirtshals.

Henrik er igen hjemme på Bymosevej. Efter han har hentet hunden Zita nede hos en ven, smider han sin T-shirt fra sig. Lufter sin nylavede tatovering, der går fra skulderen ned over ryggen. Den er et par uger gammel. I køkkenet flyder det med Atelier-kopper med cigaretskodder. Vitrineskabet på væggen er fyldt op med service fra Rosendahl og Georg Jensen, som Henrik har købt for 45.000 kroner, men han vil hellere bruge Atelier-kopperne, som han har fået i sin 18-års fødselsdagsgave.

Han åbner sin første øl. Klokken er lidt over 12.

Det regner udenfor, og Henrik er alene. Egentlig burde han kunne slappe af, men det har han haft svært ved lige siden den dag sidst i august, hvor millionerne rullede ind på kontoen. Det hele er gået så hurtigt.

Han sover dårligt om natten og føler sig ensom, når vennerne er taget hjem.

Lige pludselig står der rockere udenfor og vil begå indbrud, tænker Henrik. Derfor har han fået sat kameraer op. Både ved garagen og foran huset. Det er også derfor, han efter to uger i huset købte Amstaff-hunden, Zita. Godt nok gør hun ikke meget andet end at skide og tisse på skibsgulvet til 60.000 kroner, men han vil gå til hundetræning med hende. Så skal hun nok passe på huset.

Det er blevet vane for Henrik at sove til hen over middag. Der begynder telefonen også at ringe. Det er journalister, der vil høre om Henrik har fået sig en kæreste eller vil medvirke i »De Fantastiske Fem«. For det meste siger han nej og bliver irriteret, men han tænker også på, at det er selvforskyldt. Det var jo ham selv, der valgte at stå frem.

Hvis ikke jeg havde gjort det, havde jeg aldrig fået den pokerkontrakt, beroliger Henrik sig med.

Vennerne går ind og ud af hans hjem. Det gør håndværkere også. Der skal ordnes stikkontakter, og lamperne skal hænges op. Henrik har heller ikke fået fjernet prismærkerne på gardinerne. Han føler hele tiden, han skal nå tusind ting.

»I dag kan jeg næsten ikke føre en samtale med dig, uden at telefonen ringer,« siger vennen Jesper, der kommer forbi Henrik hver eneste dag.

Henrik ved godt, han er stresset. Han ryger hurtigere op i det røde felt. Han sidder med dårlig samvittighed over, at han den anden aften flippede ud på to venner, efter han havde tabt i pool. Det var fordi, de ikke havde bestilt pizza, som de lovede, minder Henrik sig om.

Familien mærker også, at Henrik er mere stresset. Det er sjældent, at han får set sin mor. Kun om onsdagen, hvor mor Dorthe og moster Birgitte kommer og gør rent. Det ville han aldrig kunne klare selv. Han ved ikke, hvordan han skal tænde for vaskemaskinen. Sidste uges vask er stadig i maskinen og lugter jordslået.

Jeg må købe noget nyt, hvis det er for ulækkert, beslutter Henrik, der heller ikke har fået set sine søskende mere end et par gange siden gevinsten.

Selvom Henrik er stresset, kan han ikke finde noget sted, hvor han hellere vil være. I eget hus i Hirtshals. Der er ingen tvivl om, at det er her, han altid vil holde til. Han har allerede besluttet sig for, at værelset ved siden af køkkenet skal indrettes som børneværelse.

For Henrik betyder millionerne, at han kan realisere sine vildeste drømme, som at komme til Las Vegas og spille med i World Series Poker. Det havde han aldrig troet, at han ville få råd til.

»Men det er jo ikke fordi, jeg har haft det mest spændende liv indtil nu,« mener Henrik, der tænker på sin afdøde far, moderens depression, og eks-kæresten Monica, som nu er sammen med Henriks tidligere bedste ven.

Det er vennerne, der i dag gør Henrik glad for at stå op om morgenen.

Gutterne fra Hirtshals, som han stadig kører en tur på havnen med, når der skal ske et eller andet. De laver mad sammen som altid. Og deler regningen, når de har handlet ind i Spar2 eller skal drikke sig fulde.

Henrik har stik mod alle rygter ikke spildt pengene væk. 11 millioner er sat ind i faste papirer, som giver Henrik 20.000 kroner udbetalt om måneden i renter. Mere end han nogensinde kunne tjene på»Laksen«.

»De, der troede, at jeg ville gå fuldstændig amok med at købe, kender mig ikke. Så havde jeg jo mistet alle mine venner.«

Fremtiden tænker Henrik af og til på.

Mest af alt ønsker han fred og ro. Tid til at finde ud af, hvad han skal gøre med resten af sit liv.

Henrik har netop takket nej til en ferie på Gran Canaria med vennen Nikolaj. Rejsen var ellers bestilt og betalt.

»Men jeg orker det ikke. Jeg gider ikke uden for Hirtshals foreløbig,« siger han til vennerne, når de undrer sig over, at han ikke engang har overskud til solskinsferie. Men for Henrik er det en stor forandring at gå fra kælderværelse til murstensvilla. Fra tom konto til millionerne. Det fylder nok i sig selv. Overskuddet skal nok komme, for Henrik er langt fra færdig med at drømme.

»Næste mål er at lave et resultat i poker. Bare et lille resultat i en større turnering vil sikre mig en forlængelse af min kontrakt. Og jeg regner faktisk med at vinde flere penge i poker, end jeg nogensinde har vundet i Lotto. Bare vent og se.«