Liverpool ydmyger Watford og fastholder førsteplads

Liverpool vandt 5-0 over Watford og holder sig foran Manchester City, der måtte slide mere mod West Ham.

Liverpool. Liverpool fører fortsat Premier League med et point ned til nummer to, Manchester City, i det, der ligner en tvekamp om det engelske mesterskab.

Således er det status quo i toppen, efter begge klubber onsdag aften hentede pligtsejre på hjemmebane. Måden, de kom i hus på, var dog vidt forskellige.

Liverpool gjorde det overbevisende med 5-0 over Watford, mens Manchester City slog West Ham med 1-0.

Liverpool satte hurtigt sagerne på plads på Anfield, eller rettere Sadio Mane gjorde det. Angriberen scorede til 1-0 efter ni minutter og fordoblede føringen efter 20 minutter.

Midtvejs i anden halvleg fjernede Divock Origi den sidste snert af tvivl om udfaldet med målet til 3-0.

Forsvarsspilleren Virgil van Dijk havde dog også intentioner om at lege med i angrebet.

Hollænderen, der binder forsvaret forbilledligt sammen, scorede til både 4-0 og 5-0 efter henholdsvis 79 og 82 minutter.

Manchester City måtte slide mere for sin sejr over West Ham. Sergio Agüero scorede sejrsmålet på et straffespark efter knap en times spil.

Det var i det hele taget topholdenes aften i ligaen. Arsenal vandt med hele 5-1 på hjemmebane mod Bournemouth, mens Manchester United hentede en udesejr på 3-1 over Crystal Palace.

/ritzau/