Liverpool: LGBT-personer er velkomne ved klub-VM i Qatar

Alle er velkomne til at tage til VM for klubhold i Qatar uanset seksuel orientering, forsikrer Liverpool.

Alle er velkomne til at se Liverpool-stjernerne i Qatar uanset seksuel orientering, forsikrer Liverpools administrerende direktør. (Arkivfoto) François Lenoir/Reuters Fold sammen
Læs mere

Liverpool. Qatar er vært, når en række af de bedste klubber fra forskellige kontinenter i december kæmper om trofæet ved VM for klubhold.

Champions League-vinderne fra Liverpool er Europas repræsentant og indtræder i semifinalen 18. december, mens finalen spilles tre dage senere.

Den engelske storklub håber på opbakning fra masser af Liverpool-fans. Også fra LGBT-personer, som ifølge Liverpools administrerende direktør, Peter Moore, ikke har noget at frygte ved at rejse til ørkenstaten, selv om homoseksuel adfærd er ulovligt.

- Vi har fået forsikring om, at vores LGBT-tilhængere er velkomne i Qatar. Det er rigtig vigtigt for os som klub med tanke på vores langvarige kamp for mangfoldighed og ligestilling, siger han til klubbens hjemmeside.

Premier League-klubben har også gjort sit forarbejde ved at forhøre sig om en række andre problemstillinger.

- Vi har søgt og fået information om billetter, hoteller, stadioner, sikkerhed, kulturelle spørgsmål og en masse andet. Vi har vendt hver en sten, siger Peter Moore.

Klub-VM afholdes, tre år før det går det løs ved verdensmesterskabet for landshold i 2022.

Nasser Al Khater, der er direktør for Qatars organisationskomité til VM i 2022, har tidligere sagt, at alle er velkomne uanset seksuel orientering.

/ritzau/Reuters