Liverpool henter enfant terrible

Nu har Mario Balotelli fundet en ny trøje, han måske hellere vil beholde på. Fold sammen
Læs mere

Liverpool har mandag aften præsenteret italieneren Mario Balotelli som ny spiller i klubben.

Den 24-årige angriber skifter til Anfield fra AC Milan efter at have bestået det obligatoriske lægetjek. Balotelli er Liverpools niende handel denne sommer og har ifølge klubbens hjemmeside fået 'en længerevarende' kontrakt. Han menes at have kostet cirka 150 millioner kroner.

- Jeg er meget glad for at være kommet til Liverpool. Det er et af de bedste hold her i England, og spillet her i landet er utroligt godt. Det er et godt hold med unge spillere, og det er grunden til, at jeg kommer hertil. siger Mario Balotelli til Liverpools hjemmeside.

Balotelli skifter til Liverpool efter halvandet år i Milan, hvor han scorede 30 mål i 54 optrædener.

Angriberen har allerede erfaring med Premier League fra sin tid i Manchester City, med hvem han vandt det engelske mesterskab i 2012. Derudover markerede han sig med en lang liste af uheldige optrædener, der skabte store overskrifter i den britiske presse.

Trods sin unge alder har Balotelli - foruden mesterskabet med Manchester City - også været med til at vinde tre Serie A-titler og Champions League med Inter. Det blev også til en FA Cup-titel med Manchester City.

Han har spillet 33 kampe for Italien og scoret 13 mål for sit land.