Liverpool bøvler stadig med at finde det spil, der gjorde holdet til engelsk mester i sidste sæson.

I årets første kamp spillede Liverpool 0-0 hjemme mod oprykkerne fra Leeds, der var tæt på at snuppe sejren i slutfasen.

Med det uafgjorte resultat har Liverpool på fjerdepladsen 12 point op til Arsenal, der topper Premier League efter de 19 første spillerunder.

Liverpool havde ellers gang i en god stime med tre sejre i træk i Premier League siden 3-3-resultatet mod Leeds i starten af december.

Leeds er inde i en god periode uden nederlag i de seneste seks kampe. Undervejs er det blevet til sejre over Chelsea og Crystal Palace og nu to gange uafgjort mod Liverpool.

Med den gode stime i bagagen spillede Leeds med stor uimponerethed og selvtillid på Anfield.

Liverpool spillede derimod langsomt og med mange pasninger på tværs af banen. Der virkede ikke til at være en offensiv plan, i så fald fungerede den i hvert fald ikke for træner Arne Slot.

Angriberen Hugo Ekitike var den farligste mand hos Liverpool, men han lykkedes ikke med at udnytte de chancer, der blev sat op til ham.

I anden halvleg fik Liverpools stopper Virgil van Dijk en god chance på et hovedstød efter et hjørnespark, men hollænderen headede forbi den ene stolpe.

Mens Liverpool ikke blev ret meget bedre trods fem indskiftninger, var det modsatte tilfældet for Leeds.

En af indskifterne for Leeds var den brandvarme angriber Dominic Calvert-Lewin, som fik bolden i nettet efter en god detalje, men han stod offside.

I torsdagens anden tidlige kamp spillede Crystal Palace 1-1 hjemme mod Fulham og Joachim Andersen, der modtog et gult kort og brændte en stor chance i tillægstiden.

/ritzau/