Tænk at det alligevel lykkedes. Her 30 år efter. Tænk, at Liverpool ikke har været engelsk mester i fodbold, siden Jan Mølby var ung, midt i 20erne, og mere lyrisk i sin boldomgang, end han nogensinde bliver i kommentatorens ordlyd.
Her midt i Murphys Lov-udgaven af en fodboldsæson, som Liverpool selvfølgelig og uomtvisteligt måtte ramme ind i. Som de havde gjort så mange gange før i de evindelige og efterhånden historiske bestræbelser på at genvinde det mesterskab, som klubben ikke havde haft held til at vinde siden 1990.
Som om det lå i kortene, at det skulle gå galt igen. Som et mesterskabets mørketal, da det europæiske fodboldforbund UEFA og de engelske myndigheder tillod at gennemføre den Champions League-ottendedelsfinale mellem Liverpool og Atletico Madrid midt i marts.
3.000 tilrejsende tilskuere fra Madrid og fuldt hus for resten med engelske Liverpool-fans på Anfield, der tilsammen udgjorde pandemiens eskalerende smittetryk, mens stort set resten af fodbold-Europa lukkede ned eller spillede for tomme tribuner.
At det engelske fodboldforbund, FA, tøvede endnu længere i egne rækker, at det i en rum tid forekom nærmest urealistisk, at Premier League ville nå til vejs ende. At FA nødvendigvis måtte suspendere sæsonen og aflyse mesterskabet, som Liverpool ellers for længst og ni runder før tid reelt havde vundet.
Som da klublegenden Steven Gerrard for seks år siden i en af de sidste hjemmekampe mod Chelsea gled i matchbolden og satte ligaføringen over styr med et sidsteøjebliksmesterskab til Manchester City til følge. Som samme City i et toholdskapløb i sidste sæson og en Liverpool-styrke, der i enhver anden sæson i både point og performance ville have sikret titlen.
Som om, det bare ikke kunne lade sig gøre igen.
Et af de mest overbevisende mesterskaber
Men det kunne det så. Og så alligevel i en slags uforløst mat kulisse med tomme engelske stadions og uden selv at være i kamp, da de historisk forkerte rivaler Manchester City på Stamford Bridge torsdag aften smed den sidste rest af matematisk håb om at kunne nå op til Liverpool.
Med endnu syv runder tilbage af Premier League og en af de mest overbevisende mesterskaber nogensinde skal klubbens fans da nok nå at fejre og markere titlen langs Merseyside. Akkurat som turisttilhængerdelen verden over har rum tid til at ændre profilbilleder og overdynge SoMe-strømmen med hyldestens hashtags til tonerne af »You’ll never walk alone« dybt ind i sommerens mangel på en stor slutrunde.
På danske breddegrader taler vi AGFske dimensioner af årtiers titeltraume. Aldrig har så mange politikere, skuespillere og mediegodtfolk flashet så mange udgaver af hjemme- og udebanetrøjer i merchandisens klingende kasse uden egentlig smæk for skillingen.
Jovist, Champions League-titlerne kan man ikke tage fra Liverpool. Slet ikke den allermest meriterende af slagsen og 0-3-comebacket mod Milan i Istanbul i 2005. Sidstes års finalesejr over Tottenham tjener mere til understregningen af, at holdet var stærkt nok til også at vinde det engelske mesterskab, og når det nu ikke kunne være, måtte det blive året efter. For mesterskabet var alt om at gøre.
To afgørende navne
Og det var også markeringen af et holdfællesskab, der har stået sammen i transfertrummerummens flygtige tilhørsforhold, så det kunne vokse sig endnu mere slagkraftigt omkring de to væsentligste navne i projektets bæredygtighed: Jürgen Klopp og Virgil van Dijk.
Da den tyske manager kom til i 2015, insisterede han på at hente verdens dengang dyreste forsvarsspiller i skikkelse af Virgil van Dijk til klubben for 650 millioner kroner. En disposition fra let hovedrysten til lynsnar anerkendelse af den elegante og samlende hollænders betydning for soliditeten i Liverpools udtryk.
Jürgen Klopps popularitet igennem sit empatiske, entusiastiske og dedikerede væsen er et vidnesbyrd om, at storklubben kunne leve med Champions League-succesen og ligaandenpladsernes femårige ventetid, fordi den værdibaserede og germanske grundighed med endda tyk tysk accent vandt langt flere hjerter, end pokalskabe kan rumme. Alle opretholdt troen på, at det nok skulle lykkes.
Men de færreste havde forudset måden og Murphys lovformelige indblanding i den fejende flotte mesterskabssæson. I slutningen af februar sad jeg i London efter et EM-optaktsinterview og sludrede med netop Jan Mølby om forårets finish i Liverpool. Den enorme betydning et nyt mesterskab ville få for klubben og byen.
Mølby havde regnet sig frem til, at hans gamle klub kunne vinde titlen måneden efter på Goodison Park i The Merseyside Derby mod Everton, og han frygtede en smule for den efterfølgende tumult, det ville skabe i byen. Uden at tænke synderligt over pandemiens og mesterskabets mørketal.
Nu her 30 år efter at han selv huserede på klubbens midtbane, kunne han i ensom majestæt og som ekspertkommentator på sidelinjen i en dystopisk kulisse på Stamford Bridge i London stå og gradbøje Liverpools mesterskabstitel. Uden Liverpool-spillere, uden tilskuere i det hele taget. Som om det ikke rigtig skete, som om noget var gået galt.
Noget var gået galt, men den er trods alt god nok – Liverpool er nu igen engelsk mester i fodbold.
Kurt Lassen er sportskommentator og forfatter
