Selv i en alder, hvor mange har lagt støvlerne på hylden, er det tilsyneladende ikke formkurven, der afgør, om man bliver udtaget til sommerens VM i fodbold, når man er blandt de bedste spillere nogensinde.

Med under 80 dage tilbage inden første fløjt ved slutrunden i USA, Mexico og Canada er det stadig uvist, om Lionel Messi vil kaste sig ud i et nyt VM-eventyr.

Ifølge Argentinas landstræner, Lionel Scaloni, er det udelukkende op til Messi selv, om han vil deltage i jagten på at forsvare VM-titlen.

Scaloni vil med egne ord gøre alt, hvad han overhovedet kan for at sikre, at den 38-årige stjerne siger ja.

- Jeg mener, at han for fodboldens skyld skal være der. Det er ikke mig, der bestemmer. Det er op til ham, hans sindstilstand og hans fysiske form, siger landstræneren ifølge ESPN.

- Det er svært, fordi det er ikke kun argentinerne, der gerne vil se ham. Alle vil se ham. Det er op til ham at bestemme. Han har fortjent at tage den beslutning i fred og ro.

Ved seneste VM i 2022, hvor Argentina triumferede med en finalesejr over Frankrig, modtog Messi prisen som den bedste spiller ved slutrunden.

Argentineren er med i truppen i den igangværende landsholdssamling. Han gik fra banen uden at score, da Argentina natten til lørdag dansk tid vandt 2-1 over Mauretanien i en venskabskamp.

/ritzau/