Lionel Messi bakker op om Valverde trods CL-exit

Barcelonas træner, Ernesto Valverde, er meldt fyringstruet, efter at catalanerne røg ud af Champions League.

Barcelonas argentinske angriber, Lionel Messi, svarede på flere spørgsmål på pressekonferencen forud for lørdagens Copa del Rey-finale mod Valencia. Josep Lago/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Barcelona. FC Barcelonas anfører, Lionel Messi, bakker op om sin træner klubben, Ernesto Valverde.

Flere medier har meldt Barcelona-træneren fyringstruet, efter at catalanerne for anden sæson i træk formøblede en stor føring og røg ud af Champions League.

På en pressekonference inden lørdagens finale i den spanske pokalturnering, Copa del Rey, mellem Barcelona og Valencia sagde Messi, at han var tilfreds med Valverde.

- På to år har vi kun haft to dårlige kampe. Resten har været gode, siger argentineren ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg mener helt oprigtigt, at han har lavet et godt stykke arbejde, mens han har været cheftræner, siger Messi.

FC Barcelona vandt mesterskabet i Spanien for andet år i træk under Valverdes ledelse. Med en finalesejr lørdag kan Valverde vinde både pokalturneringen og mesterskabet for andet år i træk.

Nederlaget til Liverpool i semifinalen i Champions League på 0-4, hvor englænderne vendte 0-3 fra første opgør til 4-3 i Liverpool, står stadig tilbage som en skamplet på catalanernes sæson.

Champions League-exittet var som et deja-vu for Barcelona, efter at den spanske storklub i 2018 røg ud til italienske Roma med 4-4 på reglen om udebanemål efter at have vundet det første opgør i Barcelona med 4-1.

- Valverde er stort set uden skyld i nederlaget til Liverpool. Vi spillere er de eneste med skyld.

- Det må ske et år, men to år i træk er utilgiveligt. Det er naturligt at kigge på træneren, men os spillere skal have mere af skylden, siger Messi.

- Jeg vil gerne have, at han fortsætter.

/ritzau/