Real Madrid topper fortsat La Liga, men efter søndagens 0-0-kamp ude mod Madrid-klubben Rayo Vallecano kan FC Barcelona mindske afstanden til tre point.
Det er førerholdets blot andet pointtab i ligaen. Real Madrid har 31 point, mens Villarreal er på 26 efter samme antal kampe. Barcelona har 25 point for en kamp færre.
Få ting kan bringe stemning på det lille, intime El Campo de Fútbol de Vallecas som at drille hovedstadsstorebror fra Real Madrid. Og det har Rayo fået en vane med at gøre.
De seneste tre gange, Real Madrid havde været på besøg de senere år, har man måttet rejse hjem uden en sejr. Og søndag blev stimen forlænget til fire gange i træk
Rayo er et hold med adskillige dygtige boldspillere og masser af fart, og Xabi Alonsos udvalgte havde svært ved at knække koden til at få sat sig på kampen.
Første halvleg var spillemæssigt lige, men det var Real Madrid, som havde de to største chancer for at komme i front. De kom med et minuts mellemrum midt i halvlegen.
Først afsluttede Vinicius fra nært hold, men Augusto Batalla leverede en flot parade på stregen. Lige efter kunne han kun kigge på, mens Raul Ascensio headede forbi i helt fri position.
Real Madrid satte sig på spillet fra anden halvlegs start. Trykket mod hjemmeholdets mål blev intensiveret, men de store chancer stod ikke just i kø.
Rayo var fortsat farlige på kontrastød, og stille og roligt fik det undertippede hold arbejdet sig godt ind i kampen igen. Det blev også til en stor chance, som Álvaro Garcia dog sparkede over.
Real Madrid pressede på i slutfasen, men de offensive profiler ramte ikke dagen, og Rayo Vallecano havde lige så store chancer på omstillinger for at tage sejren til sidst.
/ritzau/
