Lille Lars tror på finaleplads

Lars Rasmussen var tosset over den dårlige start mod Tjekkiet, men nu tror han på, at Danmark kommer i finalen.

Da der var gået små ti minutter af første halvleg af kampen mod Tjekkiet, havde landstræner Ulrik Wilbek skiftet fem af syv spillere ud i sin startopstilling. Kun målmand Peter Henriksen og lille Lars Rasmussen på venstre fløj var tilbage på banen. Og sidstnævnte var bestemt ikke tilfreds.

- Jeg var ved at eksplodere af raseri, fordi det gik godt for mig selv personligt, men resten af holdet var bare ikke klar fra start. Der var meget, der ikke fungerede. Men jeg var ret tryg ved, at vores træner nok skulle få styr på tingene, lød det fra Tvis Holstebro-spilleren, der ser frem til at spille finale - selv om der også lige er en kvartfinale og en semifinale, der skal overstås først.

- Jeg er da overbevist om, at vi vinder over Island. Vi skal ikke tage os af, at vi spiller en halvskidt kamp i dag, for vi gør vores pligt. At vi så senere skal møde enten Polen eller Rusland er da bare guld. Vi skal nok nå finalen, det er jeg sikker på, lød det selvsikkert fra Rasmussen.

/ritzau/