Lille ketsjer på væggen dér ...

Efter endnu et tidligt exit fra en stor turnering synes tenniskarrieren at lakke mod enden for Caroline Wozniacki. Eller?

Caroline Wozniacki i kampen mod Veronika Kudermetova ved French Open. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS SAMSON/AFP/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki har før fået grus i maskineriet på Roland Garros. Så langt fra hendes favoritturnering, så langt fra hendes favoritunderlag, så langt fra den Grand Slam-turnering, hun havde sat næsen op efter at vinde. Men at French Open ligefrem skulle blive endestationen for karrieren, har hun næppe kalkuleret med, og derfor får sammenbruddet for åben skærm i årets første runde af French Open næppe heller den konsekvens.

Nederlaget til nummer 68 på verdensranglisten, russiske Veronika Kudermetova, efter tre sæt og et ellers sikkert udlæg på 6-0 i det første, kommer danskeren til at tilskrive den manglende kampform og forårets nedslående stribe af skader og kronisk leddegigt. Og så kan omverdenen ellers analysere løs på et snarligt exit fra den verdensscene, Caroline Wozniacki har bevæget sig hjemmevant på i mere end et årti.

I fodbold sætter man støvlerne på hylden, når karrieren går på hæld, i tennis lyder klicheen at hænge ketsjeren på væggen. Caroline Wozniacki har mange af dem, gerne en hel taskefuld til hver eneste kamp, og hun er flere gange i karrierens løb blevet opfordret til at fiske den ene op og finde et søm på væggen. Opfordringerne vil tage til i styrke endnu en gang med farvellet i Paris og det let frie fald på verdensranglisten.

Det er svært at sige farvel til noget godt. Men det lindrer trods alt, når der står en halv milliard kroner på bankkontoen, når man stadig har livet foran sig og man kan se tilbage på en karriere, der rummer flere højdepunkter, end de fleste tilnærmelsesvis oplever i et helt liv. Mere vil have mere, og jo oftere omgivelserne piller Caroline Wozniacki ned fra piedestalen, jo mere determineret synes Caroline Wozniacki at blive – i blikket, træningen og præstationerne på banen. For at nå endnu en finale, vinde endnu én, gøre kritikerne til skamme.

Da den seneste store nedtur ramte hende, og omgivelsernes ekspertfingre pegede mod et farvel til livet på seedet førsteklasse i tennisverdenen, benyttede hun trodsens trampolineffekt og katapulterede sig helt op på tidligere tiders førsteplads på verdensranglisten og den Grand Slam-titel, hun gennem alle årene havde arbejdet så indædt på at opnå med et hæderfuldt

comeback i Australian Open og finalesejr over Simona Halep som det resultat, hun stadig kan leve på. Men hvor længe?

Lige nu gør det som tilskuer ondt at se på . Givetvis også at være i for Caroline Wozniacki. Hun har tydeligvis ondt. Senest i den skadede læg, der tvang hende til at opgive ævred i et par turneringer. Sideløbende smertebehandler hun leddegigten med alt fra ophold i en ismaskine over infrarød sauna til mere håndgribelig massage. Ikke nødvendigvis i desperation over et snarligt endeligt på kvindernes tennis-tour. I hvert fald ikke i sammenbidt frustration og ensomhed i kampen for fysisk fremgang. For hun har ingenlunde lagt socialt bånd på sig selv og det celebrity-liv, hun også prioriterer højt. Flyrejser den halve og hele jordklode rundt for at deltage i polterabend, musikindspilning og NBA-basketballkampe tærer på kræfterne.

Caroline Wozniacki skal også snart selv til alteret med kæresten, David Lee, og har givet udtryk for, at hun gerne vil være en ung mor, og om et par måneder runder hun 29 år. Så i sagens natur tager spekulationerne til om karrierens afslutning. Men hendes egen reaktion på det utidige førsterunde-exit på Roland Garros gik på ærgrelsen og ellers fremdeles på at arbejde hårdt for sagen. Som det altid har gjort. Caroline Wozniacki forfølger notorisk den sidste bold langt ud på overdrevets redningsplanke, og der bevæger hun sig givetvis ud igen for at runde karrieren af med maner. Nok mest sandsynligt med en dispensation til en sidste tur i OL-manegen i Tokyo næste sommer som det perfekte punktum.

Og lur mig, om ikke Caroline Wozniacki kommer flyvende ind i græssæsonen og fejer al modstand til side i Eastbourne og spiller sig i finalen for tredje år i træk i ugen op til Wimbledon. Hun er forsvarende mester i Eastbourne, og hvem ved, om hun 11. juli kan fejre fødselsdag med en kvart- eller semifinaleplads i den turnering, hun for alvor gjorde sin entré i for 13 år siden og blev kåret som Wimbledon-mester i pigesingle.

Man kan godt have sin tvivl denne gang. Om Caroline Wozniacki har endnu et sejtræk i sig, om mange års fysisk rovdrift på en karrierepresset krop er det værd, om det måske efterhånden er bedre med én ketsjer på væggen end ti i tasken ...