Lige meget hvem du er

Fodbold på tværs: Spillermaterialet i Prespa er så mangfoldigt, at klubben, som trænes af Mukremin Jasar, har fået dispensation af DBU til at stille op i Danmarksserien.

Der er nye tider på vej i Prespa efter den såkaldte indvandrerklub er rykket op i fodboldens Danmarksserie. Træneren har en fortid i FC København, den nye formand forstår at bruge pressen, og spillerne er rent faktisk begyndt at møde til træningen, som flere og flere "rigtige" danskere også deltager i.

"Alles øjne vil hvile på os i det kommende år," fastslår Irfan Kurtulmus, der er nyudnævnt formand, og fremviser brevet fra Dansk Boldspil-Union, som tillader Prespa at stille med mere end tre ikke EU-statsborgere på banen.

Klubben blev grundlagt i 1974 og er opkaldt efter et område i Makedonien, hvorfra hovedparten af spillerne stammer fra, men alle er velkomne i Prespa, som ofte tiltrækker over 200 medlevende tilskuere. Uden at foretage en nærmere fintælling mener formanden at vide, at medlemmernes hjemlande også tæller nationer som Marokko, Ghana, Tyrkiet, Serbien, Kroatien, Bosnien, Finland samt flere arabiske stater. Og sidste år rådede klubben også over en landsholdsspiller fra Togo!

"Og så er der selvfølgelig også danske spillere," forsikrer Mukremin Jasar, der efter en broget karriere i Helsingør, Frem, FC København, AB, B 93 og Fremad Amager har genfundet fodboldglæden ved at blive spillende træner i den internationalt orienterede klub.

"Danske som i Hansen," lyder det skeptisk fra overtegnede, der altid kun har hørt Prespa omtalt som en indvandrerklub.

"Ja, vores anfører hedder for eksempel Ralf Nielsen," svarer Mukremin Jasar med et overbærende smil, mens han fortsætter med at lægge tøjet klar til dagens træning.

Scenen er Ryparkens Idrætsanlæg, og omklædningsrummets 30 kvadratmeter bliver hurtigt fyldt op, for siden det i efteråret lykkedes klubben at rykke op fra Københavnsserien, er det væltet ind med interesserede spillere, der gerne vil hjælpe holdet.

"I sidste ende kan det selvfølgelig koste mig min plads, men det generer mig ikke, at der kommer nye til, for det øger kun motivationen, og så synes jeg, at det er hyggeligt, at så mange forskellige nationaliteter kan finde sammen," siger 30-årige Mito Kahrimanovic, der har boet i Danmark i 20 år og arbejder som servicetekniker.

En af de nye er 18-årige Thomas Holst, der senest bandt midtbanen sammen på HIKs 1. ynglinge.

"Jeg havde ingen betænkeligheder ved at tage herud og træne, og jeg er også blevet ordentligt behandlet," siger Thomas Holst, der ikke har fået øje på de store kultur- eller mentalitets-forskelle, selv om størstedelen af spillerne er muslimer.

"Jeg har kun set en enkelt, der bader med shorts på. Ellers har jeg ikke lagt mærke til noget særligt," forklarer han, og det er uden tvivl Mukremin Jasars skyld, for træneren lægger ikke fingrene imellem, når han skal forklare, hvordan han gennem det sidste år har forsøgt at få flere danske dyder ind på holdet.

"En fyr som Ralf Nielsen har aldrig en dårlig dag. Han leverer en stabil indsats hver gang, hvorimod de sydeuropæiske spillere enten er helt i top eller helt væk. Jeg er tvunget til at råbe til dem under kampene, for ellers falder de i staver og tænker i stedet på at køre rundt i fars bil," forklarer træneren, der ofte skælder ud på en blanding af tyrkisk, serbo-kroatisk og makadonsk, men ellers taler dansk, da det er det eneste fælles sprog for de mange nationaliteter.

Den tidligere Superliga-spiller var grundigt træt af fodbold, da han lagde de professionelle støvler på hylden i sommeren 1998, men på grund af sine makedonske rødder, lod Jasar sig overtale til at spille efteråret færdigt i Prespa.

"I begyndelsen hjalp jeg kun lidt til ved træningen, men så overtog jeg holdet, da den nye sæson gik i gang sidste forår. Jeg havde lavet min egen cocktail, ud fra hvad jeg selv havde lært af andre trænere gennem tiderne, og ville så se, hvad det kunne føre til. Og det endte så med en oprykning," lyder det beskedent fra Mukremin Jasar, inden stemmen igen bliver mere fast.

"Og alt hvad jeg har tilført holdet, har været helt nyt for spillerne. I begyndelsen kom der fem mand til træning, og afbud var en by i Rusland. Spillerne var vant til, at de gjorde, hvad de havde lyst til, men nu er der kommet kamp om pladserne, og folk har indset, at det betaler sig at passe træningen. Men det har været en lang proces," forsikrer Mukremin Jasar, hvis professionelle indstilling på et tidspunkt fremprovokerede et mindre spiller-oprør, da især fortidens Prespa-stjerner ikke brød sig om de nye regler og tanker.

"De holdt et møde, fordi de syntes, at jeg var for streng, men resultaterne reddede mig. Det er svært at brokke sig over den øgede disciplin, så tabellen viser, at det faktisk hjælper," smiler den 32-årige spillende træner, der slog sit navn fast som angriber, men nu optræder der, hvor holdet har mest brug for ham den pågældende dag.

Mukremin Jasars kæft, trin og afretning af sine landsmænds useriøse fodboldvaner, opvejes dog til fulde af hjælpetræner og humørspreder Johnny Walters, hvis smil er lige så hvidt, som hans hud er sort.

"For femten år siden spillede jeg i Continentals, som var et hold af sorte, men siden har jeg været med i Prespa, og jeg har altid været fascineret af deres tekniske stil," forklarer ghaneseren, mens han ifører sig endnu et lag tøj som værn mod den danske vinter.

Det krævede dog lidt tilvænning fra begge sider, før Walters faldt helt til i klubben, men siden har der ikke været problemer, og i dag har afrikaneren kun få sorte venner tilbage.

"Vi har gjort ham mere hvid," driller en af spillerne, der dog selv er mørk nok til, at modstanderne ofte kalder Prespa-spillerne for "sorte svin".

Men det kan ikke ophidse Mukremin Jasar.

"Jeg ville da selv gøre alt, hvad jeg kunne for at hyle min modstander ud af den, hvis han var bedre end mig til at spille fodbold. Sådan er det bare, og jeg har også fortalt mine spillere, at de ikke skal lade sig provokere så let, for det har tidligere kostet os mange udvisninger. De skal bare spille bold, og så skal dommeren nok gribe ind, hvis det er nødvendigt," siger dansk-makedoneren, der ligesom sin formand godt kunne tænke sig nogle bedre faciliteter, for "klubhuset" er et kælderlokale i nordvest-kvarteret, og omklædningsrummet i Ryparken skal deles mellem klubbens seks hold.

"Vi gør, hvad vi kan, for at få tingene gjort bedre. På sponsorsiden har vi Jacobs Full House og Øbro Sport, men jeg sender også et brev ud til de erhvervsdrivende i vores område, ligesom jeg har sat kontingentet op, da det koster ekstra penge at være med i Danmarksserien," siger formand Kurtulmus, hvis fortid som journalist, fotograf og restauratør har skabt ham en stor bekendtskabskreds, som han nu ivrigt trækker på.

Derfor dukker Ekstra Bladet pludselig også op i omklædningsrummet, hvilket overrasker både overtegnede og spillerne, der ikke er vant til at være i søgelyset.

"Det er fordi, de også er mine venner. I er alle mine venner," undskylder formanden, der iført silkeslips, guldur og en kamelulds-lignende frakke mere ligner en Serie A-direktør end en formand for 457 medlemmer i en Danmarksserieklub.

Og at dømme efter blitz-lysene i omklædningsrummet ser det ud til, at formandens profeti går i opfyldelse. Alles øjne er rettet mod Prespa, for det er nye tider. Både for dem og for dansk fodbold.