Lewis Hamilton om VM-titel: Jeg har gjort alt for holdet

Mercedes-køreren takker sit hold, efter at han søndag blev Formel 1-verdensmester for fjerde gang i karrieren.

Lewis Hamilton blev søndag verdensmester for fjerde gang. Scanpix/Ronaldo Schemidt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lewis Hamilton blev søndag verdensmester i Formel 1 for fjerde gang.

Trods en niendeplads i sæsonens tredjesidste grandprix i Mexico sikrede den 32-årige brite sig titlen.

Lewis Hamilton blev ramt af en punktering på første omgang, så han måtte arbejde sig op gennem feltet.

Hamilton takker sit hold, Mercedes, der for fjerde år i træk vinder VM-titlen, både individuelt og for konstruktørerne.

»Jeg blev ved med at komme igen i løbet, og jeg er stolt af at køre for dette team,« siger han til nyhedsbureauet AFP.

»I år har jeg forsøgt at arbejde hårdt og gøre alt, jeg kan, for holdet. Jeg forsøger at vende alle sten i mine forberedelser, og det er holdets filosofi.«

»Vi har vundet konstruktørernes VM fire gange, og det er også fantastisk.«

»I dette løb var jeg 40 sekunder efter, og det føltes som at være i ingenmandsland. Men som jeg sagde, gav jeg aldrig op,« siger Lewis Hamilton.

Med fire VM-titler - de øvrige blev vundet i 2008, 2014 og 2015 - har briten vundet lige så mange VM-titler som tyske Sebastian Vettel (Ferrari), der ligger nummer to i årets VM-stilling.

Det samme antal VM-titler har franske Alain Prost.

Kun tyske Michael Schumacher (syv VM-titler fra 1994-2004) og argentineren Juan Manuel Fangio (fem VM-titler fra 1951-1957) har vundet flere.

Lewis Hamilton har dog ikke rettet øjnene mod Schumachers rekord.

»Lige nu tager jeg det en dag ad gangen. Jeg er virkelig glad for at have vundet min fjerde titel,« siger han.

/ritzau/