Letvægtsfireren klar til OL

Den danske letvægtsfirer er klar til finalen ved VM i roning i München, og samtidig sikrede båden sig kvalifikation til OL. To andre danske både er OL-klar.

Efter en problemfyldt sæson fik den danske letvægtsfirer i roning en stor opmuntring, da båden med Eskild Ebbesen, Mads Kruse-Andersen, Bo Helleberg og Morten Jørgensen fredag formiddag kvalificerede sig til finalen ved VM i roning i München. Ud over finalen og pladsen blandt de seks bedste i verden er Danmark nu sikret, at letvægtsfireren kommer med til OL, hvor båden er forsvarende mester fra Athen i 2004.

Danskerne havde hele tiden OL-billetten inden for rækkevidde i semifinalen, selv om båden blot lå nummer fem efter 500 meter. Herefter roede den danske båd sig op på tredjepladsen og holdt placeringen løbet ud. Med finalepladsen og OL-kvalifikationen har båden opfyldt sin foreløbige målsætning, idet den forholdsvis nye konstellation ikke forventes at tage medalje allerede ved VM i år.

Også de danske letvægts dobbeltscullere er klar til finalen ved VM. De forsvarende verdensmestre og guldfavoritter Mads Rasmussen/Rasmus Quist vandt deres semifinale, mens medaljehåbene Juliane Elander/Katrin Olsen blev nummer tre.

/ritzau/