FC København-træner Jacob Neestrup ønsker sig omgående et mere stabilt FC København-hold, og så må det besnærende spil vente til engang efter nytår.
Sådan lyder det fra FCK-træneren i et interview med TV 2 Sport efter lørdagens knebne 3-2-pligtsejr hjemme i Parken over oprykkeren FC Fredericia.
- Vi vandt. Det er det, som tæller. Man kan komme med mange analyser af præstationen på godt og ondt. Jeg kan se det samme som alle andre, og det er, at vi er et svært sted, og måden at komme væk fra det er ved at vinde.
- Det kan godt være, at det her FCK-hold ikke spiller sprudlende i resten af 2025, men det vigtigste for mig er, at vi bliver mere solide, for vi må ikke give mål ud af ingenting, som vi fortsat gør, og så skal vi have sejrene i land, så vi hænger på, siger Jacob Neestrup til TV 2 Sport.
De foregående tre FCK-superligakampe var endt med pointtab, og holdet er trods sejren fortsat blot nummer fire i Superligaen.
Stik mod forventningerne var der spænding helt til det sidste i lørdagens superligakamp, men Andreas Cornelius var sikker på, at FCK nok skulle forsvare sin smalle føring hjem.
- Jeg var ikke nervøs, selv om vi lukkede dem lidt ind i kampen til sidst. Det blev aldrig helt farligt, men det var heller ikke en så overbevisende sejr, som det kunne have været.
- Jeg synes ikke, at præstationen var helt god nok i forhold til det, vi gerne ville. Men selv om den var ikke god nok, skulle vi stadigvæk vinde, og det gjorde vi. De tre point er de vigtigste, siger Cornelius til TV 2 Sport.
Fredericia-målscorer Oscar Buch mener, at de formsvage gæster var tæt på at hente et sensationelt point i nationalarenaen.
- Jeg føler, at vi var uhyggeligt tæt på at få noget med. I det sidste kvarter fik vi lagt pres på, og vi kan være stolte af den her præstation i Parken.
- Vi skal tage oplevelsen af at kunne spille lige op med de forsvarende danske mestre med videre. Jeg er sikker på, at det nok skal vende, og vi nok skal få pointene, siger Oscar Buch til TV 2 Sport efter sit holds sjette superliganederlag i træk.
/ritzau/
