Lettelse hos Christiansen

Lars Christiansen har oplevet mange slutrunder med skuffende danske resultater, så semifinalepladsen var en stor lettelse.

Det var en lykkelig og lettet venstrefløj Lars Christiansen, der kunne juble sammen med sine holdkammerater, da Danmark havde spillet sig i semifinalen efter sejren over Island ved VM i Tyskland.

- Hold kæft, hvor er det fantastisk, det har vi ventet længe på, sagde Christiansen til TV2/Sporten umiddelbart efter den dramatiske sejr på 42-41 efter forlænget spilletid. I semifinalen venter Polen på torsdag.

- Det var så nervepirrende at sidde ude hele anden halvleg. Vi styrede i lange perioder, men lukkede dem ind helt unødvendigt. Knudsen, Oechsler og Lars Møller, gjorde det fantastisk. Vi har taget et lille skridt ad gangen, og nu kan vi gå hele vejen. Vi kender Polen godt, og de kan ikke overraske. Jeg håber, at vi står i finalen på søndag, sagde Lars Christiansen.

Hans kollega på fløjen Lars Rasmussen havde svært ved at finde gloser, der var beskrivende nok for den nervepirrende forestilling.

- Det er helt utroligt. Vildt, ubeskriveligt og en lettelse. Jeg var ved at dø derinde, nu gider vi ikke mere de her spændende kampe. Nu vil jeg sgu gerne prøve at vinde med fem mål, sagde Lars Rasmussen.

/ritzau