Conrad Harder og RB Leipzig har været godt kørende på det seneste, men fredag aften led holdet et bittert nederlag til Union Berlin.

Med Frederik Rønnow på mål vandt holdet fra den tyske hovedstad 3-1 og forhindrede dermed Leipzig i at lægge pres på førerholdet Bayern München.

Leipzig er på andenpladsen i Bundesligaen med 29 point, mens de forsvarende mestre fra Sydtyskland har 37 på førstepladsen og en kamp i hånden.

Harder kan dog personligt se tilbage på endnu en kamp, hvor danskerens navn blev noteret ved en scoring.

U21-landsholdsspilleren leverede en knaldhård aflevering i fødderne på holdkammeraten Tidiam Gomis, der udlignede efter en time. Rønnow var ikke levnet mange chancer på franskmandens præcise afslutning.

Men i stedet for et stormløb mod værternes mål, slog Union Berlin hurtigt tilbage.

Ilyas Ansah dirigerede et indlæg i mål, og i tillægstiden sørgede Tim Skarke for den ultimative forløsning for hjemmeholdet.

Union Berlin tager et stort spring op på ottendepladsen og har nu god luft til nedrykningspladserne. Holdet må for tiden undvære Robert Skov, der er ude med en skade.

/ritzau/